27. jun. 2023
Af Karina Didriksen

Laura Drasbæks sønner går i mors fodspor: Den ene skal være med i mors tv-serie

Laura Drasbæk.
Laura Drasbæk.
Foto: Martin Høien
Skuespilleren Laura Drasbæk, som kan opleves i tv-serien ”Sommerdahl”, er mor til to sønner, som har planer om at gå i mors fodspor.

I tv-serien ”Sommerdahl” har Laura Drasbæks karakter, Marianne, en datter, men i virkeligheden er skuespilleren mor til to drenge.

Hun har sønnerne Albert på 20 og Vilfred på 18 år med sin eksmand, skuespilleren Gerard Carey Bidstrup.

Albert og Vilfred er vokset op med skuespil i blodet, og nu viser det sig, at de begge drømmer om at gå i forældrenes fodspor.

- Min ældste søn bliver færdig på HF til sommer, og så søger han ind på teaterskolen. Han vil gerne være skuespiller, og han har en lille rolle i Thomas Vinterbergs tv-serie ("Familier som vores". red.), som han laver nu, fortæller Laura Drasbæk til BILLED-BLADET og tilføjer med et smil:

- Den yngste, Vilfred, er lige startet på en tømreruddannelse. Men han vil måske gerne være skuespiller alligevel, så lad os nu se! Jeg ville på en måde ønske, at han blev tømrer, for jeg tror, at det er et mindre kompliceret liv end at være skuespiller, hvor man kan få mange slag.

Med i mors tv-serie

Unge Vilfred Carey Drasbæk får snart sin skuespildebut i sin mors tv-serie.

- Han har faktisk fået en lille bitte rolle i den næste sæson af ”Sommerdahl”, som vi skal til at filme nu, afslører den stolte mor, som kun har haft en lille finger med i spillet.

- Jeg har kontaktet casteren på et tidspunkt og sagt, at jeg har to sønner, hvis de skulle få brug for nogen. Og så har Vilfred været til casting.

Sæson 4 af ”Sommerdahl” sendes søndage på TV 2 Charlie.

Læs mere om: