11. nov. 2015
Af Lisbeth Grube

Margrethe Vestager nyder at blive råbt ad om morgenen

Margrethe Vestager.
Margrethe Vestager.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
EU-kommissær Margrethe Vestager elsker hverdagen, efter hendes mand og to yngste døtre nu bor hos hende i Bruxelles.

Margrethe Vestager nyder at have fået familien omkring sig i Bruxelles. Efter Vestagers første år som EU-kommissær er manden Thomas og deres to yngste døtre, Rebecca og Ella, i sommer flyttet fra København til den belgiske hovedstad. Og hun er begejstret for genforeningen.

- En af grundene til, det er så dejligt, at vi nu bor der sammen, er, at der er en hverdag. Jeg elsker hverdag. Man kommer rigtig godt i gang, når der er nogen, der har råbt ad én om morgenen. At der mangler noget i køleskabet, eller at jeg ikke har svaret på en mail fra skolen. Så mærker man blodet rulle, fortæller Margrethe Vestager med et stort smil, når hun onsdag aften gæster Cecilie Frøkjær i ”Cecilies bogshow” på TV 2 Charlie.

Vestager tog møblerne med til Bruxelles

For familien har det været vigtigt at skabe nogle rammer, alle føler sig hjemme i.

- Vi fulgte det gode råd at tage alt vores skrammel med. Så selv om vi bor i et skønt lejet hus, ligner det alligevel vores hjem. Det er de samme stole, det samme bord, de samme billeder vi har på væggene. Og så har vi fundet et sted, som minder lidt om Amager, siger Vestager om familiens bydel, der har masser af puls og liv på gaden og gode spisesteder.

Vestager er i "Cecilies bogshow" med Lone Kühlmann, Sebastian Klein og Christian Grau.

Læs mere om: