Sådan bliver den nye sæson af Sygeplejeskolen
TV 2 Charlies ”Sygeplejeskolen” blev en succes fra begyndelsen, og nu kan man så småt begynde at glæde sig til tredje sæson.
TV 2 oplyser, at den vil få premiere til efteråret, og holdet bag er i fuld gang med forberedelsenre.
Velkendte og nye karakterer i Sygeplejeskolen
- Manuskriptfasen er i fuld gang, og planen er, at vi starter optagelser i juni. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang igen, fortæller ”Sygeplejeskolens” executive producer, Mette Heiberg.
Hvem der kommer til at medvirke i den nye sæson, kan endnu ikke siges helt præcist, men man kan glæde sig til at se både nogle af de velkendte karakterer samt nye ansigter.
I de to foregående sæsoner har blandt andre Molly Egelind, Jesper Groth, Anna Stokholm, Jens Jørn Spottag og Morten Hee Andersen medvirket.
Sygeplejeskolen anno 1953
- Seerne kan glæde sig til et dejligt gensyn med de gennemgående karakterer, og så kommer der også nye ansigter. Hvem det bliver, ved vi endnu ikke, da menuskriptarbejdet og castingen er i fuld gang, lyder det.
Man kan glæde sig til seks nye afsnit i den kommende sæson af "Sygeplejeskolen", der kommer til at foregå i 1953.