11. jun. 2023
Af Karina Didriksen

Sommerdahl-stjernen Mia Helene Højgaard: Bildte folk ind, at hun var gravid

Mia Helene Højgaard.
Mia Helene Højgaard.
Foto: Henrik Petit/TV 2
Mia Helene Højgaard spiller Dan Sommerdahls gravide datter Laura i tv-serien ”Sommerdahl”, og det gav anledning til en sjov joke på settet.

Det var en ekstra varm oplevelse for Mia Helene Højgaard, da hun sidste sommer skulle optage sæson 4 af ”Sommerdahl”.

Her spiller hun nemlig Dan Sommerdahls datter, Laura Sommerdahl, som er højgravid og venter sit første barn med politibetjenten Benjamin.

- Vi eksperimenterede lidt med det, og det endte med at blive en silikone-mave, som vejede ret mange kilo. Men det var så givende, for det føltes næsten som at være gravid at have sådan en stor mave, fortæller Mia Helene Højgaard til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Den var tung, og det var svært at sidde ned, og jeg skulle rejse mig og gå med spredte ben. Jeg svedte og skulle tisse mere. Det hele fulgte bare med.

Mia Helene Højgaard med silikone-mave i "Sommerdahl", hvor hun spiller højgravide Laura. 
Mia Helene Højgaard med silikone-mave i "Sommerdahl", hvor hun spiller højgravide Laura.
Foto: Henrik Petit/TV 2

Maven så ægte ud

Faktisk så silikone-maven så ægte ud, at 25-årige Mia Helene Højgaard, der ikke selv har børn, besluttede sig for at lave lidt sjov med det under optagelserne.

- Jeg bildte flere personer på settet ind, at jeg var gravid, så maven har set ægte nok ud. Det var ret sjovt, lyder det med et grin fra skuespilleren, som tilføjer:

- Der var folk, som ikke havde set mig før, som kom hen og spurgte, om det var min egen mave, og så sagde jeg ”selvfølgelig er det det”. Så spurgte de, om de måtte røre ved den, og når de så gjorde det, så var den lige så blød at røre ved som en ægte mave.

Hendes kæreste i serien, Benjamin, bliver spillet af Mathias Käki, og han spillede med på joken.

- Vi har haft det ret sjovt med at gå rundt og lege, at jeg var rigtig gravid. Vi snakkede også om, at vi skulle tage i byen, mens jeg havde maven på og drikke og ryge en cigaret, men det gjorde vi ikke, fortæller Mia Helene Højgaard med et smil.

Mia Helene Højgaard og Mathias Käki. 
Mia Helene Højgaard og Mathias Käki.
Foto: Martin Høien

”Sommerdahl” sendes søndage kl. 20.50 på TV 2 Charlie.

Læs mere om: