Stor succes til Sygeplejeskolen
Mange så med i efteråret, da TV 2 Charlie sendte tredje sæson af deres populære serie "Sygeplejeskolen", og det har nu kastet stor hæder af sig.
TV-serien, der udspiller sig i 1950'erne, er nemlig nomineret til hele tre priser til årets store Robert-prisuddeling, som hvert år kårer de bedste præstationer inden for film og tv.
3 flotte nomineringer
Jesper Groth, som spiller Bjørn i "Sygeplejeskolen", er nomineret som årets mandlige hovedrolle i en tv-serie. Han kæmper om den fornemme titel med Andreas Jessen (Alfa), Bjarne Henriksen (Ulven kommer), Lars Ranthe (Friheden II) og Søren Malling (Efterforskningen).
Jens Jørn Spottag, som spiller overlæge i samme serie, er nomineret som årets mandlige birolle i en tv-serie. Det samme er Joachim Fjeldstrup (Julefeber), Peter Frödin (Julefeber), Peter Plaugborg (Ulven kommer) og Pilou Asbæk (Efterforskningen).
Også de kvindelige skuespillere fra serien har gjort det godt, og Annette Støvelbæk er ligeledes nomineret for sin rolle i kategorien årets bedste kvindelige birolle i en tv-serie.
I denne kategori er de øvrige nominerede Bodil Jørgensen (Julefeber), Christine Albeck Børge (Ulven kommer), Emma Sehested Høeg (Limboland) samt Pernilla August (Efterforskningen).
Det er medlemmerne af FilmAkademiet, som hvert år stemmer og kårer vinderne af de tradionsrige Robert Priser.
I år bliver prisfesten afholdt virtuelt lørdag den 6. februar.