2. okt. 2022
Af Liz Rørsig

Sygeplejeskolen og den store kærlighed: Anna er i tvivl om fremtiden med Ole

Anna og Ole.
Anna og Ole.
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
I den nye sæson af “Sygeplejeskolen” er kærligheden mellem Anna og Ole sat på prøve. Hun er nemlig kommet i tvivl om fremtiden med ham.

Fredenslund Sygehus åbner dørene for den femte sæson af “Sygeplejeskolen” den 2. oktober 2022 på TV 2 Charlie, hvor vi er nået til sommeren 1954.

Anna (Molly Egelind) er kæreste med jazzmusikeren Ole (Kasper Dalsgaard), som efter økonomiske problemer arbejder for Annas far på fabrikken.

Ole har derfor ikke tid til at spille i jazzbandet, hvilket Anna er ked af, og hun frygter, at hans arbejde vil drive dem fra hinanden. Hun har hele tiden kæmpet for at gøre sig fri af faderens indflydelse og penge, og kan kærligheden klare at være i lommen på Annas far?

– Annas skønne Ole kom ind i hendes liv som en motorcykelkørende jazzmusiker, der gik sine egne veje, var kreativ og anderledes. Nu er han ansat hos hendes far og er blevet en slipsefyr, som har supertravlt hele tiden. Anna føler lidt, at hun har mistet ham til det job, fortæller Molly Egelind om parforholdet i den nye sæson til BILLED-BLADET.

– Jeg synes, at der i sæson fem er trykket på speederen i forhold til at få karaktererne lidt ud i torvene, og de står på gyngende grund, hvilket er spændende, tilføjer Molly Egelind om den femte sæson.

Læs mere om: