
TV 2 afslører: Jo Færre jo bedre vender tilbage med store ændringer

Er du en af de mange danskere, der elsker at quizze med og gætte nulsvar i "Jo færre jo bedre", så er der rigtig godt nyt.
For ottende sæson af det populære quizprogram har meget snart premiere.
Nærmere bestemt vender "Jo færre jo bedre" tilbage på søndag den 26. oktober, hvor der er sæsonpremiere klokken 21.35 på TV 2 Charlie eller allerede fra morgenstunden på TV 2 Play.
Men i denne sæson er alt ikke, som det plejer at være i quizprogrammet.
Som altid er Steen Langeberg vært, men på dommerposten er der et nyt ansigt i form af Freja Lind, der afløser Marie Tangaa, som har haft tjansen i de første syv sæsoner.


Det er dog ikke den eneste store ændring.
For i programomtalen til sæsonen kan man læse, at deltagerne som noget nyt skal igennem en boosterrunde med mulighed for at øge præmiepuljen.
Dermed er der altså nok at se frem til, når "Jo færre jo bedre" vender tilbage.
