Undrede du dig? Det siger Sygeplejeskolens forfattere om dramatisk scene
Der var fyldt med drama i sæsonpremieren på ”Sygeplejeskolen”, der foregår i 1954, og hvor en patient døde på operationsbordet efter at have fået en blodtransfusion.
En chokeret dr. Neumann gav skylden på sygeplejeeleven Anna, fordi han mente, at han havde gjort alt rigtigt.
Men så skete miraklet. Efter, at den mandlige patient var erklæret død, vågnede han pludselig op igen til synet af sin højgravide hustru. Det viste sig, at det blod, han havde fået, var iskoldt, og derfor havde det kølet hans krop ned.
Meget research
Men er det historisk korrekt, og kunne det ske i virkeligheden? Det giver seriens forfattere Claudia Boderke og Lars Mering svaret på.
- Det er en historie, vi har fra en læge, som har skrevet sine erindringer. Der fortæller han om en historie, som hans kolleger har oplevet, og hvordan det gjorde et stort indtryk på dem alle sammen, forklarer Lars Mering til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Historien er jo gået fra mund til mund, men alt tyder på, at det, der er beskrevet, skulle være rigtigt.
Forfatterne har lavet en masse research for at sikre, at de ikke opdigter patienthistorierne.
- Vi har talt med nogle læger og kirurger omkring, om historien lyder sandsynlig, og de kunne bekræfte, at det godt kunne være sket på den måde, siger Claudia Boderke.
Sæson 5 af ”Sygeplejeskolen” sendes på TV 2 Charlie hver søndag kl. 21.00.