7. maj. 2013
Af Karina Didriksen

Komiker trues med sagsanlæg

Tobias Dybvad.
Tobias Dybvad.
Foto: AOP
En TV-krig sætter nu en stopper for Tobias Dybvads satiriske program på TV 2 Zulu, ”Dybvaaaaad”.

Da anden sæson af satieprogrammet ”Dybvaaaaad” sluttede i april på TV 2 Zulu, lovede Tobias Dybvad, at der ville komme en sæson mere. Men det løfte må han nu bryde.

I showet har komikeren lavet satire over diverse klip fra reality-programmer på TV3 og SBS TV, men de to TV-stationer har nu sendt ham en mail og truet med sagsanlæg, hvis programmet fortsætter.

- Vi har forsøgt at holde os til reglerne for citatret, dvs. at bringe korte klip om aktuelle emner, som man debatterer. Og satireprogrammer må også gøre brug af citatretten. Men nu truer TV3 og SBS altså med at nedlægge forbud, og det er de måske i deres gode ret til. Men jeg vil så til gengæld lave lidt "larm" omkring det, fortæller Tobias Dybvad til tvtid.dk.

Selv om han mener, at han har givet de to kanaler god reklame, så holder TV3 fast på sin beslutning.

- TV3 har i programmet på TV 2 Zulu konstateret løbende brud på ophavsretten - og det kan ikke gradbøjes. ”Dybvaaaaad” bruger blandt andet klip fra TV3’s programmer til sin satire, og det sker uden aftale med TV3, siger TV3’s pressechef Søren Hedman til tvtid.dk.

Læs mere om: