Stor overraskelse: Christopher skal være tv-vært
Coronakrisen har vendt op og ned på meget i det forgangne år, men heldigvis kan seerne alligevel se frem til endnu et spektakulært show, når der om nogle uger sendes ”ZULU Awards 2021”.
Gennem årene har en række forskellige kendte danskere styret showet, og for første gang er det den 29-årige sanger Christopher, som alene skal styre slagets gang.
Christopher: Den skal have fuld gas
- ’Zulu Awards’ er en af årets allerstørste musikfester, og jeg glæder mig sindssygt meget til at samle alle derude til en ustyrlig aften, som jeg vist godt kan love, at det bliver. Jeg skal være vært alene for første gang, og tanken om det giver mig sommerfugle i maven, men heldigvis skal jeg jo ikke være alene på scenen! Vi skal gense og hylde en masse fantastiske artister i alverdens genrer og her fra min nye farboble-tilværelse tør jeg godt sige, at den skal have fuld gas i K.B. Hallen, udtaler Christopher.
Han og hustruen Cecilie Haugaard blev i februar forældre for første gang, da de fik datteren Noelle, men nu skal han altså for en stund væk fra farboblen derhjemme.
Det bliver nemlig et show med masser af gang i, og seerne kan se frem til både masser af musik og episke optrædener, og så skal der også findes vindere i hele 12 forskellige kategorier.
Der kommer ikke til at være publikummer med til dette års prisuddeling, men mon ikke man alligevel kan glæde sig til et spektakulært show.
”ZULU Awards 2021” bliver optaget i K.B. Hallen den 29. april og sendes på TV 2 Zulu søndag den 2. maj.