Du ser ikke alt på tv: Så kort er en Bachelorette-date i virkeligheden
Kærlighed, amoriner og massevis af dates er i centrum, når Lissa Paustian og Sofie Martinusen dater de mange bejlere i TV 2 Echo-programmet ”Bachelorette”.
Det skulle man i hvert fald tro.
Virkeligheden er dog, at der er meget lidt tid til overs til selve daten.
Det fortæller Lissa i podcasten ”Bag om Bachelorette”, hvor hun giver et indblik i, hvor korte de mange dates i ”Bachelorette” i virkeligheden er.
– Hvis vi skitserer en dag, så møder man op på en date. Så starter man i sync (deltageren bliver interviewet alene til kameraet, red.). Jeg var overrasket over, hvor meget tid man bruger i en sync. Først lavede jeg en forventningssync, den kan godt tage en halv time. Så skal han lave en forventningssync. Så skal man lave ankomstscener og -billeder, og så er der en frokost på en time. (…), og så filmer man til sidst daten, som vitterligt varer 30 til 45 minutter, forklarer Lissa i podcasten.
Podcastens vært Mette Sommer, som desuden er tidligere deltager i både ”Bachelor” og ”Bachelorette”, stemmer i, og genkender ligeledes fra sine sæsoner, at det i virkeligheden er daten, som man bruger kortest tid på, da hele maskineriet på en stor tv-produktion er en tidsrøver.
I aftenens afsnit er det dog ikke Lissa, men derimod Sofie, som er på date. Sofie har inviteret Anders og Alexander på kokosnøddebowling.
Du kan se ”Bachelorette” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og på TV 2 Play.