3 x Beliggenhed-vært Christian Borregaard: Forhandlingerne er blevet hårdere

Christian Borregaard og Sara Lygum

Christian Borregaard og Sara Lygum 

Foto: Alex Tran

Vært Christian Borregaard lover mere action i de nye afsnit.

Tirsdag, 19. februar 2019 - af Ken Richter

Når TV 2 tirsdag aften kl. 20.00 blænder op for det første af otte nye afsnit af "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed", så bliver det samtidig et indblik i et ejendomsmarked, hvor det er svært at være køber.

- Det er blevet sværere at presse priserne. Forhandlingerne er blevet hårdere og hårdere, erkender værten Christian Borregaard, der til daglig er køberrådgiver med udgangspunkt fra Silkeborg.

Derfor lover han mere action i de nye afsnit.

- Sælgerne er tilbøjelige til at stå mere fast på deres priser, og derfor må køberne indgå større kompromiser, end vi har været vant til.

Få kongeligt krus med BILLED-BLADET
Klik her og læs hvordan!

Det er fjerde sæson, at Borregaard sammen med boligekspert Sara Lygum fra Odense skal forsøge at opfylde drømmene for to hold, der leder efter en ny bolig med den bedste beliggenhed.

- Sara og jeg har et godt samarbejde, og vi har stor respekt for de købere, der medvirker. For det, vi viser, er ægte, og det handler både om rigtige følelser og rigtige penge, understreger Borregaard.

- I aften er det et hold førstegangskøbere og et ægtepar, der sandsynligvis for sidste gang skal handle bolig. Det unge par vil gerne skifte lejligheden i Kolding ud med et hus, hvor der er plads til børnene. Det andet par vil gerne flytte fra Kolding til en lejlighed i København, fordi kulturudbuddet er større i hovedstaden, forklarer Christian Borregaard om premiereafsnittet.