8. dec. 2016
Af Lene Skaarup
8. DECEMBER: Husker du Trolderik og nisserne?
Trolderik og nisserne
Foto: TV 2
Trolderik optrådte første gang på TV 2 i 1990, og allerede samme år udviklede serien sig til julekalenderen ”Trolderik og nisserne”, der samtidig blev TV 2's første julekalender for børn.
Trolderik blev skabt af Johnny Reimar, og figuren, der bor i sin troldehule ude i skoven sammen med ormen Lafayette, blev lynhurtigt populær blandt TV 2’s yngste seere.
Trolderik fik stemme af Bob Goldenbaum, der tidligere også havde lagt stemme til dukken Lillebror på DR i 1970'erne.
Kalendersangen var genbrug fra Ingrid og Lillebror
Hver dag sang Trolderik 'Kalendersangen,' hvor han tæller dagene til juleaften. Kalendersangen er faktisk genbrug fra julekalenderen "Hos Ingrid og Lillebror", der blev sendt på DR i 1971.
Julekalenderen blev den første af i alt tre om Trolderik. De to efterfølgende hedder ”Trolderiks Julekalender” og ”Trolderiks Posthule”, og de blev sendt i henholdsvis 1991 og 1992.