20. maj. 2023
Af Karina Didriksen

Ærgerlig Badehotellet-stjerne håbede på comeback i sæson 10: Jeg har ikke hørt noget

Stuepigerne Nana, Edith, Ane og Otilia i "Badehotellet" i sæson 7.
Stuepigerne Nana, Edith, Ane og Otilia i "Badehotellet" i sæson 7.
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Mia Helene Højgaard, som spillede stuepigen Ane i ”Badehotellet”, ville have elsket at være med i den allersidste sæson 10.

Gennem otte sæsoner spillede Mia Helene Højgaard rollen som stuepigen Ane i ”Badehotellet”.

Hun blev skrevet ud af serien, så det var ikke hendes eget valg at stoppe i den populære TV 2-serie.

Heldigvis landede Mia Helene Højgaard efterfølgende rollen som Dan Sommerdahls datter Laura i TV 2 Charlie-serien ”Sommerdahl”.

https://imgix.billedbladet.dk/sdahl3_20210910_1224.jpg
Foto: Henrik Petit/TV 2

Hun kan nu opleves i sæson 4 hver søndag, og da BILLED-BLADET mødte hende på et pressemøde afslørede hun, at hun også skal være med i sæson 5, der bliver optaget denne sommer.

Med hvad så med ”Badehotellet”? Seriens forfattere har nemlig afsløret, at flere elskede karakterer vender tilbage i den allersidste sæson 10.

- Det tror jeg desværre ikke, at jeg gør. For de er begyndt at filme, og jeg har ikke hørt noget, siger en ærgerlig Mia Helene Højgaard og fortsætter:

- Så det tror jeg ikke. Men jeg glæder mig helt vildt til at se den næste sæson - umiddelbart uden mig.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-05-19/_mho0506-copy.jpg
Foto: Martin Høien

Ville straks sige ja

25-årige Mia Helene Højgaard er slet ikke i tvivl om, hvad hun ville svare, hvis hun fik tilbuddet om at vende tilbage til rollen som Fies lillesøster, Ane, i ”Badehotellet”.

- Jeg ville selvfølgelig sige ja, hvis jeg blev spurgt, det kunne være så sjovt at komme tilbage! Også, fordi det er sidste sæson og den sidste mulighed for det, siger skuespilleren og tilføjer:

- Jeg synes kun, det kunne være sjovt, hvis de får rigtig mange af de gamle skuespillere med i sæson 10 bare lige for at sige hej. Det ville være en god afslutning.

Mia Helene Højgaard kan opleves i sæson 4 af ”Sommerdahl”, der sendes søndage kl. 20.50 på TV 2 Charlie.

Læs mere om: