
Akavet øjeblik på tv: Derfor gik Emma i panik

Det var ikke kun på grund af den høje temperatur i Mexico, at Emma Sofie Nielsen pludselig fik sved på panden i tirsdagens afsnit af Bachelorette.
Hun havde i løbet af dagen været på en romantisk ridetur sammen med de fire skønne fyre Alexander, Tore, Frederik og Tobias - og nå ja, "konkurrenten" Mai.
Trods en dramatisk afslutning på daten, da Emmas hest løb løbsk med hende på ryggen, tog hun den voldsomme oplevelse med et smil. Hun så dog noget lettet ud, da hun fik mulighed for at springe af hesten.
Mindre afslappet så hun ud senere på aftenen, da hun og Mai havde valgt at invitere to fyre med videre på date.

Tobias og Alexander var de heldige, der fik lov til at nyde en dejlig aften med god vin og mad i selskab med kvinderne.
Det så ud til, at de alle fire hyggede sig på daten, men måske nogle mere end andre?
Bacheloretten Mai valgte i hvert fald pludselig at forlade det hyggelige datebord og gik en lille tur ud for at finde noget, som hun havde gemt for fyrene.

De fleste kunne dog nok godt regne ud, hvad hun var ude for at lede efter.
Kort efter kom hun nemlig tilbage med ikke kun én, men hele to roser til de kære mænd.
Dermed smilede både Alexander og Tobias stolt over deres nyanskaffede roser - og som programmet sjovt nok går ud på, så skiftede fokus hurtigt til Emma.
Mon hun havde en rose til de to bejlere?
Emma havde dog slet ikke forberedt sig på situationen og gik i "panic-mode," som hun selv beskriver det.
- Jeg fik ikke nok tid til at tænke over det, og i stedet for at træffe en forhastet beslutning, så valgte jeg simpelthen slet ikke at gøre noget, siger hun til BILLED-BLADET.
Emma indrømmer dog, at der var dele af beslutningen, som hun nok ikke var så usikker på - mens andet var svært at finde hoved og hale på.

Hun havde nemlig hygget med begge fyre, men var ikke sikker på, at det behøvede at udløse en rose.
- Jeg syntes, det ville være akavet for eksempel kun at give den ene en rose, og så gik jeg i panik. Den panik resulterede så i at jeg gjorde ingenting, fortæller hun med et smil.
Selvom bejlerne ikke fik en rose i denne omgang, har de stadig mulighed for at tilkæmpe sig en til roseceremonien torsdag.