Albert og Jennas søde juleplaner: Sådan skal de fejre Tinka-julekalenderen sammen
Den 1. december er en stor dag for Albert Rosin Harson. Her vender han nemlig tilbage på skærmen som Lasse i TV 2’s julekalender ”Tinka og Sjælens spejl”.
Det skal naturligvis fejres, og han har lagt søde juleplaner med sin kæreste, ”Vild med dans”-stjernen Jenna Bagge.
- Jeg skal helt sikkert se ”Tinka” sammen med Jenna, siger Albert Rosin Harson med et smil til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Hun har inviteret en masse venner hjem til os den 1. december, og så skal vi sidde og se afsnittet sammen.
Her ses han i rollen som Lasse ved siden af sin gode ven Tinka, spillet af Josephine Højbjerg.
En støttende kæreste
Albert Rosin Harson og Jenna Bagge bor sammen i en lejlighed i Sydhavnen i København.
I efteråret fulgte den 20-årige skuespiller sin kæreste i ”Vild med dans”, og nu er det hendes tur til at se ham på skærmen.
- Jenna er meget støttende og går op i det, og jeg tror, at hun vil se de første to ”Tinka”-julekalendere inden da, så hun er opdateret på handlingen, fortæller skuespilleren.
Parret lærte hinanden at kende, da de dansede sammen i ”Vild med dans” i 2020. De stod frem som kærester i sommeren 2021, og siden da har forelskelsen lyst ud af dem, når de har mødt op på den røde løber.