Aldrig set før i Vild med dans: Nu skal der basket og tennis på danse-menuen
TV 2 er i gang med sæson 21(!) af ”Vild med dans”, og selv om programmet har mange år på bagen, formår produktionen fortsat at overraske.
For selv om man kan mene, at årets sæson i forvejen har budt på meget nyt, så er der mere i vente.
Program seks, der sendes den 25. oktober, bliver nemlig ikke som de andre. I næste uges udgave af ”Vild med dans” er der ikke noget par, der ryger ud – til gengæld får de alle rigtig travlt i træningslokalerne, for de skal på gulvet flere gange.
Produktionen har kaldt udfordringen for Tour de Dans, og det koncept strækker sig over to programmer.
I første etape skal deltagerne danse en individuel standard- eller latindans, som på fornem vis leder op til anden stigning: to krævende holddanse.
Ifølge sendeplanen bliver feltet delt op i to, så den ene halvdel skal danse en såkaldt streetbasket-dans, mens den anden halvdel skal på gulvet i en disco-tennis-dans.
Danseudfordringerne stopper efter pausen, for afgørelsen er byttet ud med en salsa-battle. To par skal på gulvet ad gangen i en direkte duel. Hvem der skal møde hvem, bliver der trukket lod om i studiet.