16. dec. 2018
Af Annemette Mikkelsen

Amalie Dollerup: Sådan bliver den nye sæson af Badehotellet

Amalie Dollerup og Anders Juul. 
Amalie Dollerup og Anders Juul.
Foto: Mike Kollöffel / TV 2
Sjette sæson af publikumsmagneten ”Badehotellet” lander i det nye år på TV 2. Hør her, hvordan Amalie Dollerup beskriver den nye sæson.

- Jeg glæder mig rigtig meget til, at folk skal se den nye sæson. Fordi den er lidt anderledes, fortæller Amalie Dollerup om sjette sæson af ”Badehotellet”, som lander på TV 2 i starten af det nye år.

Hvilken dato må Amalie ikke oplyse, men hun kan dog garantere især én ting.

Mere dramatik og nye karakterer

I den nye sæson befinder vi os i 1939. Der er derfor sket et spring i tid på hele seks år siden sidste sæson.

- Der er omstændigheder som gør, at det hele bliver mere dramatisk. Også når man kommer op lige der før krigen. Jeg glæder mig til at fortælle de historier, som også er meget aktuelle i vores samfund i dag. Det er en meget interessant sæson, siger Amalie.

Udover mere dramatik kan publikum se frem til nye ansigter på skærmen.

- Man kan forvente at se en del nye karakterer. Det bliver en god blanding af nyt blod med gode historier og os gamle, fortæller hun.

Mere kød på Amanda

Amalie Dollerup spiller i ”Badehotellet” Amanda Madsen, som har medvirket i alle fem foregående sæsoner. Denne sæson har dog været anderledes at spille:

- Der har været lidt flere dramatiske strenge at spille på. Der er lidt mere kød på nu end i de sidste sæsoner. Og så må jeg ikke sige mere, ler Amalie.

Læs mere om: