Anders Breinholt tatoveret på TV
Det var en bleg, men fattet Anders Breinholt, der onsdag morgen lod tatovørens nål springe på sin overarm, hvor et hjerte med en pil igennem og teksten Ellen tonede frem, mens blodet piblede ned ad armen på den rødhårede vært.
Kamilla Walsøes "Go' morgen Danmark"-makker havde nemlig besluttet sig for at få et permanent bevis på kærligheden til sin datter Ellen, og TV 2s kameraer forevigede seancen, der lå i forlængelse af et "Go' morgen Danmark"-indslag om rock-festivalen "Rock the Night", hvor tatovører møder op for at tatovere gæsterne.
"Nej, jeg har det fint. Nej, det gør ikke…det er ikke noget, man skal ligge og rode med derhjemme det her. Det har altså taget mig tre-fire år at overveje at få lavet den her tatovering. Bare så man ikke lige tror, at det bare er noget, man lige går ud og får lavet," formanede Anders Breinholt, der kunne konstatere, at armen var helt følelsesløs efter mødet med den ivrigt prikkende nål.
Tatoveringen blev dog ikke færdig i programmet. Der skal nemlig rød farve i hjertet, så Anders må belave sig på mere smerte i nærmeste fremtid.