Anders W. Berthelsen om far-rollen: Jeg er konstant bekymret

Anders W. Berthelsen.

Anders W. Berthelsen. 

Foto: Kaspar Wenstrup

I TV 2’s nye krimiserie ”DNA” forsvinder Anders W. Berthelsens karakter Rolfs lille datter under tragiske omstændigheder, og det satte tankerne i gang hos skuespilleren, der selv har en datter.

Mandag, 9. september 2019 - af Karina Didriksen

En forælders værste mareridt bliver til virkelighed i TV 2’s nye krimiserie ”DNA”, hvor Anders W. Berthelsens karakter, politiefterforskeren Rolf, mister sin lille datter.

I tv-serien, der har premiere mandag aften, ender han i stor sorg, og skuespilleren selv kan sagtens sætte sig ind i, hvor frygteligt det må være.

- Når man selv har fået børn, er man jo bekymret 24 timer i døgnet resten af ens liv, siger skuespilleren til BILLED-BLADET.

Anders W. Bertelsen har selv datter

Anders W. Berthelsen har datteren Vigga på 11 år med sin hustru, Christina Pind Rasmussen.

- Man er konstant bange for, at der skal ske noget med ens barn, og jeg får altid lige et sug i maven, når jeg hører en ambulance, eller hvis telefonen ringer, når Vigga ikke er hjemme. Det er bare noget, der ligger i en, fortæller han. 

Skuespilleren kan ses i krimiserien ”DNA” hver mandag kl. 20.00 på TV 2. Der kommer i alt otte afsnit. 

Foto: Martin Dam Kristensen/TV 2