Anmeldelse af Badehotellet afsnit ni: Fantastisk slutning, men særligt en ting vækker undren
Så er sidste afsnit af ”Badehotellet” blevet sendt, og sikke en fantastisk afslutning! Der var masser af både sjove og rørende scener, og vi fik på fornem vis rundet den fantastiske fortælling af.
Det er ikke nemt at få bundet en sløjfe på hele 10 sæsoner, og langt inde i sidste afsnit var jeg lidt stresset over, om man nu nåede at få det hele med, men det lykkedes, og mon ikke mange seere er rigtig glade for det sidste afsnit, der bød på flere overraskelser, hvilket var rigtig dejligt.
Jeg havde godt tænkt, at historien på en eller anden måde skulle slutte med, at gæsterne mødtes på hotellet en sidste gang. Jeg har tidligere overvejet, at det kunne blive i forbindelse med et bryllup eller Mollys begravelse, men heldigvis holdt hun ud hele vejen, og i stedet var det fru Fjeldsø, der skulle fejres. Det fortjener hun i den grad.
Hele handlingen i sæson 10, som er den længste nogensinde, foregik i 1946, men knap 20 minutter før den store afslutning, sprang handlingen et år frem i tiden, og det fungerede fantastisk godt! Skiftet til 1947 var tydeligt i både kostumer og frisurer, og det var virkelig skønt at se Madsen og Weyse-parret hygge sig i deres nybyggede sommerhuse, alt mens de prøvede at lade som om, de overhovedet ikke savnede hotellet. Naturligvis kunne de ikke holde sig væk, og hvor var det bare skønt, da (næsten) alle de gode gamle karakterer var samlet i dagligstuen i den sidste scene.
Da Molly fortalte om alle dem, der var inviteret til fru Fjeldsøs fødselsdag, var der for en kort stund lagt op til en kæmpe gensynsfest, men det var helt fint, at vi sluttede aftenen forud for det store kalas, så de faste karakterer kunne få lidt velfortjent plads. Hverken Otilia eller Amanda var med i den sidste scene, og dem savnede man.
Generelt var tidshoppet til sommeren 1947 en god måde at få bundet en sløjfe på mange af historierne. Gennem 10 sæsoner har vi nu set, hvordan gæsterne har siddet ved hver deres bord under måltiderne, så det var virkelig befriende at se dem side om side i dagligstuen. Her kom det frem, at fru Frigh og Bent er blevet et par, og at Ditmar og Philip er flyttet til Frankrig. Frijsenholm er blevet solgt, og vi må antage, at Ditmar også er blevet skilt fra Mitzi.
I hr. og fru Madsens sommerhus får vi også en opdatering på nogle af karaktererne. Hr. Weyses iscenesættelse har været en kæmpe succes, og stykket skal nu sættes op i Oslo, men det bliver uden Kitty Hansen, der venter barn med hr. Molin, som hun er blevet gift med. Også Amanda har været gravid, for hun og Uwe har fået en lille søn. Deres kærlighedshistorie har været helt central her i sæson 10, men den fyldte overraskende lidt i sæsonafslutningen.
I begyndelsen af sæsonen tænkte jeg, at det helt store klimaks i afsnit ni skulle være mellem Amanda og Uwe, der endelig fik hinanden, men sådan gik det ikke. For flere afsnit siden blev de gift, og nu er Uwe også blevet genforenet med sin far. Alt sluttede godt, men som seer undrer jeg mig over, at Amanda fik så lidt plads i det sidste afsnit. Hun og Uwe var slet ikke med, da historien sprang frem til 1947, og det kunne da have været fint at se dem bare et øjeblik på en gåtur med barnevognen. Det kunne også have været hyggeligt, hvis Amanda lige var dukket op til fru Fjeldsø fødselsdag.
En god afslutning på en serie er ikke nødvendigvis lig med, at alt skal slutte lykkeligt, og det gør det bestemt heller ikke for hr. Aurland. I lang tid – også forud for sæson 10 – har der været lagt op til, at Otilia og hr. Aurland skulle finde sammen, men sådan endte det ikke. Og det fungerer faktisk helt fint. Trods Ediths kraftige hentydning i sommeren 1946, måtte kontorchefen utroligt nok bruge hele vinteren på at tænke over, hvad han skulle gøre ved det, og nu er det for sent. Otilia er blevet gift, og skuffelsen lyser ud af hr. Aurlands øjne, selv om han ikke er en mand, der har for vane at vise følelser. Til gengæld inviterer hun ham til at komme og holde foredrag, så mon ikke de finder ud af at holde kontakten, selv om det ikke sluttede, som mange fans nok havde gættet på.
Apropos gætterier havde jeg også en ret klar fornemmelse af, at det hele ville ende med, at Fie og Morten overtog hotellet – det synes jeg, der har været flere hentydninger til, og flere af skuespillerne fra serien havde gættet på den samme slutning. Men hverken Morten, Fie eller Molly var med i den sidste scene. Trekløveret fik derimod deres helt egen lille og meget fine afslutning hjemme hos Molly.
Til gengæld havde jeg tænkt, at hr. Madsens planer om at flytte til USA nok ikke ville blive til noget, og heldigvis for det. Therese Madsen har virkelig været skøn at følge her i sæson 10. Hun er trådt mere i karakter, og det kulminerer i sæsonafslutningen, da hun nægter at flytte med til USA – en vild beslutning, der i øvrigt er blevet taget hen over hovedet på hende. Selvfølgelig bliver hr. Madsen også, for han kan da ikke undvære sin kone.
For mange seere bliver det helt sikkert også svært at skulle undvære ”Badehotellet”, men man må sige, at det hele sluttede med manér. Fru Fjeldsø kom ned til en sidste omgang bridge, og Weyse sad og spillede ved klaveret. Han sluttede tilmed af med at kigge direkte ind i kameraet (et sidste farvel og tak til seerne?), og for min skyld kunne det sagtens have sluttet der. Der var alt ligesom ved det gamle, og det havde været en helt fin afslutning efter min mening.
I stedet skulle vi lige udenfor for at se det elskede lille hotel, hvor hr. Madsen og hr. Seerup stod og snakkede om nye forretninger – 19 år er gået på Andersens Badehotel, men meget er tilsyneladende ved det gamle. Og hvor er det skønt!
Ugens resume
Hr. Seerup – og ikke mindst hans kone – har stadig store planer om at skabe et helt nyt hotel, og efter flere ihærdige forsøg fra gæsternes side på at spolere planerne beslutter de endelig at sælge hotellet videre.
Edith og Valter ender med at overtage, og hr. og fru Madsen samt hr. og fru Weyse holder fast i at bygge deres sommerhuse lige ved siden af.
Molin får afleveret diamanterne hos myndighederne, der hopper med på Kittys plan om at få anholdt oberst Fuchs i München. Hr. Molin undskylder over for hende, og idet han skal til at rejse, går det op for ham, hvad han i virkeligheden føler for den unge skuespillerinde – de ender med at blive gift, og Kitty er gravid.
Hos Otilia er der også sket meget. Hun fik ikke sagt farvel til hr. Aurland og ender med at gifte sig med præsten – til hr. Aurlands store ærgrelse.
Gæsterne samles på hotellet i sommeren 1947 for at fejre fru Fjeldsøs fødselsdag. Her kommer det frem, at fru Frigh og Bent Ødegaard Andersen har fundet sammen, og at Amanda og Uwe har fået et barn mere. De er flyttet til Hamborg, hvor han skal hjælpe med at genopbygge byen, mens Philip og Ditmar er flyttet til Frankrig.
Morten og Fie er til gengæld flyttet tilbage til Danmark og nyder den nye tilværelse tæt på Molly. Også hr. Seerup er flyttet hjem. Han er blevet skilt og vil gøre forretninger med hr. Madsen, der har droppet den amerikanske drøm efter hustruens ønske.
Ugens replik
”Jeg har jo vænnet mig til hende”
Georg Madsen har altid været en handlingens mand, og det har også været tilfældet her i sæson 10. Lynhurtigt købte han to sommerhusgrunde uden sin hustrus vidende, ligesom han fra det ene øjeblik til det andet besluttede, at de skulle flytte til USA. I afsnit ni blev det hele dog for meget for Therese, der heldigvis fik sat foden ned, og heldigvis ved hr. Madsen udmærket, at han er godt gift, så selvfølgelig blev han hjemme i Danmark sammen med hende. ”Jeg har jo vænnet mig til hende”, siger han meget passende om sin hustru, som han har været sammen med, i noget der minder om 40 år.
Ugens scene
Gæsternes dækhistorie blev afsløret
Langt inde i afsnit ni var der stadig udsigt til, at hotellet skulle rives ned – også selv om gæsterne havde kreative løsninger til at spolere fru Seerups planer. Det var virkelig skønt at se hr. Weyse komme på banen, og det var jo sådan set en virkelig god ide at fingere, at de fik besøg fra kommunen, så Seerup-parret kunne blive afskrækket. Sagføreren klarerede opgaven ualmindelig godt, og det var forrygende at se ham i hr. Aurlands klæder. Man kunne næsten regne ud, hvad der ville ske, da hr. Madsen vendte tilbage fra sin tur til Skagen og ubevidst kom til at afsløre sandheden for hr. Seerup, men ikke desto mindre var det en virkelig veludført scene.
Sæsonafslutningen bød på mange vidunderlige scener. Det var for eksempel også meget rørende at være hjemme hos Molly med Fie og Morten, og så udspillede der sig også et rigtig fint og ømt øjeblik mellem Lydia og hendes storesøster, som var lidt af et nervevrag forud for fødselsdagen.
Ugens overraskelse
At Edith og Valter overtog hotellet
I de seneste afsnit synes jeg, det har peget i retning af, at Fie og Morten skulle overtage hotellet, men det var en dejlig overraskelse, at det i stedet blev Edith og Valter. Edith har været med i ”Badehotellet” gennem alle sæsoner, og hun har i den grad fortjent succesen. Hvem skulle have troet, at hun skulle ende som både sognerådsformandens kone og hotelbestyrer?!
Det var desuden også en fin overraskelse, at Kitty og hr. Molin fandt sammen. Der har undervejs været romantiske hentydninger, men det var også lidt som om, at man havde lagt det lidt i graven igen. Det var rigtig fint, at de to lidt forpinte sjæle fik hinanden.
Til gengæld endte det noget mindre godt mellem Otilia og hr. Aurland, idet hun giftede sig med præsten derhjemme, hvilket også var lidt af en overraskelse her i sæsonafslutningen.
Ugens undren
- Hvorfor var Amanda ikke med til at fejre fru Fjeldsøs fødselsdag? Og hvorfor var hun og Uwe slet ikke med i nogen af de scener, der udspillede sig i 1947?
- Ditmar er flyttet til Frankrig og har solgt Frijsenholm, men er han også blevet skilt fra Mitzi?
- Hvorfor sagde Otilia ikke farvel til hr. Aurland, da hun rejste i sommeren 1946? Og vil Otilia fortryde, at hun har giftet sig med præsten, når Edith fortæller om hr. Aurlands reaktion?
- Og hvorfor kunne Otilia ikke få lov lige at være med på hotellet i den sidste store fællesscene? Hun kunne sagtens været kommet derop for at hjælpe med klargøringen af fru Fjeldsøs fødselsdagsfest.
- Hvor meget har Edith og Valter betalt for hotellet? Og hvordan er det lykkedes dem at skaffe alle de penge?
- Har Valter nok tid i døgnet til både at være sognerådsformand og hotelejer?
- Hvilke moderniseringer er det, Valter drømmer om at lave på hotellet?
- Er Valter og Edith flyttet ind på hotellet med deres børn?
- Hvilke gæster er det, som fru Fjeldsø havde inviteret fra England? Er det virkelig ’bare’ Morten og Fie, som Edith påstår?
- Er det en af de unge mænd fra stranden, som Lily har forlovet sig med?
- Er oberst Fuchs blevet anholdt? Og hvilken straf har han i så fald fået?