21. apr. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Anmeldelse af Badehotellet afsnit otte: Var det et tegn? 

Badehotellet
Badehotellet
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
"Badehotellet” er tilbage, denne gang med sæson 10, som også bliver den allersidste. BILLED-BLADET dækker sæsonafslutningen tæt, og hver uge anmelder vores journalist og ”Badehotellet”-ekspert Laura Dalgård Hansen ugens afsnit med udgangspunkt i en række nedslag.

Nu er det for alvor ved at være slut med ”Badehotellet”, og der er nu bare et enkelt afsnit tilbage. Jeg havde troet, at der her i afsnit otte ville komme endnu mere skub i handlingen, idet der nu snart ikke er mere tid til at få afrundet historien, men i nogle tilfælde fortsatte afsnit otte lidt i samme rille som sidste uges afsnit, og der er stadig rigtig mange ting, vi mangler at få svar på. Til gengæld kan slutningen stadig gå i mange forskellige retninger, og det er jo skønt!

Hvad angår hotellets fremtid var der dog rygende travlt, for Ellinor Seerup har allerede gjort sig store tanker om, hvad der skal ske med hotellet, og gæsterne bliver for alvor fortvivlede, da det kommer dem for øre, at det vil være billigere at rive det hele ned og bygge forfra frem for at bygge om. Det ser med andre ord sort ud, for hr. Seerup minder mest af alt lidt om en tøffelhelt! Men måske kan Molly redde det hele?

I sidste afsnit kom man i tvivl, om hun overhovedet ville overleve resten af sæsonen, men i afsnit otte var hun livet helt op, og det var vist meget godt, for noget kunne tyde på, at Molly ender som hotellets redningskvinde. Hun tog i hvert fald aktiv handling, da det kom hende for øre, at Seerup-parret har i sinde at rive det hele ned. Molly havde forud for afsnit otte aldrig mødt hr. Seerup, der stammer fra Nordjylland, og jeg har læst flere fans spekulere i, om han mon kunne være biologisk far til Morten. Nu hvor Molly har mødt hr. Seerup, må vi antage, at den teori er afkræftet.

Badehotellet sæson 10 sidste sæsonMadsen Lars Ranthe  John Henry Seerup (Olaf Johannesen)
Hr. Madsen og hr. Seerup
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Det var et utrolig fint øjeblik, der udspillede sig mellem Molly og hr. Seerup midt i dagligstuen, og det er rigtig godt tænkt, at det er Molly, som (måske) ender med at redde hele hotellet. Hun er hotellets moder og har været historiens anker lige fra begyndelsen, så det fungerede rigtig godt.

Fie og Morten var også helt centrale, da ”Badehotellet” begyndte, så det er virkelig godt at se, at de har fået noget plads her i sæsonafslutningen. Deres parforhold har undervejs været sat på prøve, men i afsnit otte var der atter god stemning mellem Fie og Morten, der nu har besluttet sig for at flytte hjem til Danmark. Får de mon en rolle i forhold til at redde hotellet? Blikket fra Fie ved kaffebordet gav i hvert fald indtryk af, at hun bestemt ikke er begejstret for tanken om, at det skal rives ned.

Til gengæld er Amanda og Frida i al hast rejst til Hamborg. Hun havde nu ikke behøvet at skynde sig så meget, for Uwe er forsinket, hvilket ikke helt huer hende. Hamborg er langt hårdere ramt af krigen, end Amanda forestillede sig. Hun fremstår noget naiv i samtalen med sin mor. Underligt nok virker det ikke som om, at Therese rigtig har forsøgt at fraråde datteren at rejse til det sønderbombede land, og det var ret rørende at se, hvor meget det påvirkede Therese at høre Amanda fortælle om rejsen.

Hun og Frida er taget til Hamborg, der var mindre hårdt ramt af krigen end andre tyske byer, men som man kan se i afsnittet, er der også faldet masser af bomber netop der. Hvorfor skal de bo i netop Hamborg, nu hvor Uwe har gjort det klart, at han absolut ikke har nogen intentioner om at se eller tale med sin far? Amanda og Frida tager alligevel hen til dommer Kiessling, og den lidt naive Amanda havde troet, at det var nok for Frida. Men Frida – som i øvrigt er uhyggeligt meget hurtigere end sin mor til at komme op til hoveddøren – ville det anderledes, og mon ikke Amanda og Frida nu flytter ind hos Uwes far, og at far og søn så bliver genforenet i sidste afsnit?

Badehotellet sidste sæson afsnit 6 amanda uwe bliver giftAmalie Dollerup Anthon Rubtsov
Amanda og Uwe
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

På hotellet er der til gengæld kommet skår i glæden mellem Otilia og Edith. I sidste afsnit var Otilia ellers på vej til at tage sit gode tøj og gå, men ved afsnittets begyndelse havde humøret tilsyneladende vendt. Det skiftede dog hurtigt igen, idet Otilia fandt ud af, at Edith havde sladret til hr. Aurland, og det gjorde næsten ondt at se Edith og Otilia være uvenner.

Hr. Aurland lader ikke til at tage initiativ til noget som helst, selv om han nu har fået en ’konkurrent’, så hvad skal Otilia gøre? Måske hun blev klogere efter snakken med Martha. Det var utroligt fint at se de to tidligere kollegaer snakke sammen på Otilias værelse. Martha er her i sæson 10 vendt tilbage efter flere sæsoners fravær, men hidtil har hendes historie mest handlet om, hvor sur hun var over de manglende rationeringsmærker. Det var derfor rigtig godt at se Martha blive sat i spil på en anden måde.

Det var ikke kun mellem Edith og Otilia, at der var uvenskab, for nærmest alle gæsterne er vrede på hr. Madsen, og de giver ham skylden for, at det er gået så galt. Det gælder ikke mindst hans gode gamle ven hr. Weyse. Af hensyn til sin egen udsigt har hr. Madsen købt Bent Ødegaard Andersens to grunde. Hr. Weyse havde tænkt, han kunne købe den anden, og det var forrygende og sjovt at se, hvordan han nærmest dånede ved nyheden om, at hr. Madsen havde købt dem begge – i hvert fald indtil selvsamme hr. Madsen greb ham. De to skal nu bygge sommerhus ved siden af hinanden, og det er ikke svært at forestille sig, at de nok skal få det hyggeligt.

Til gengæld er det endnu uvist, om Philip om grev Ditmar når at finde melodien sammen. Deres historie er gået lidt i stå, og det viser sig nu, at Philip ikke engang har åbnet brevet fra Ditmar. Til gengæld valgte man i afsnit otte at bruge tid på at fortælle om en artikel, hvor det fremgik, at Ditmars mor stadig var gift med redaktør Bruun, som var skyld i at Ditmar kom i koncentrationslejr. Grevinden virkede ikke til at have travlt med at kontakte avisen og berigtige historien, så mon ikke, hun stadig er gift med ham? Og kan det svigt mon være det, som for alvor får Ditmar til at bryde med sin mor og blive skilt fra Mitzi, så han og Philip endelig kan få hinanden?

Badehotellet sæson 10 sidste sæsonPhilip Dupont  (Sigurd le Dous)
Philip
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens resume

Amanda er kommet til Hamborg sammen med Frida, men Uwe er forsinket, så mor og datter tager ud for at besøge Uwes far.

Therese og Georg styrer i mellemtiden hotellet, men der er oprør, for gæsterne får nys om den omfattende ombygning, fru Seerup har planer om, og det går helt galt, da det kommer frem, at hun har i sinde at rive det hele ned, fordi det er billigere at bygge forfra end at bygge om.

Heldigvis får Molly besked om planerne, og hendes snak med hr. Seerup gør tilsyneladende indtryk. Desuden har Fie og Morten besluttet, at de vil flytte hjem til Nordjylland igen.

I mellemtiden har hr. Aurland fortalt Otilia, at han har hørt, at præsten har friet til hende. Otilia bliver sur over, at Edith har sladret, og hun tager sig en snak med Martha, der råder hende til at vælge præsten.

Hr. Molin bliver også sur, idet Kitty aftaler med oberst Fuchs, at de kan mødes i München, hvor han vil få diamanterne, men den plan tror hr. Molin ikke på.

Hr. Madsen og hr. Weyse har lagt deres egen lille plan for fremtiden, for de har nu hver især købt en af Bent Ødegaard Andersens grunde, hvor de nu planlægger at bygge sommerhus.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-18/Foto---Mike-Kolloffel_TV-2-%281%29.jpg
Molly
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens replik

”Så kunne det være, jeg skulle tage med. Så I kan se, jeg stadig er i live”.

Molly er blevet en gammel dame, men hun er bestemt ikke uden humor. Det beviste hun i afsnit otte, da Edith kom forbi for at bede Fie om at komme over til kaffe, inden hun rejser tilbage til England, og Molly besluttede sig for at tage med. I afsnit syv fik man ellers indtryk af, at hun var på dødens rand, men nu er den tidligere hotelmutter tilsyneladende tilbage i topform.

Ugens scene

Da Molly forsøgte at tale hr. Seerup til fornuft

I de seneste sæsoner af ”Badehotellet” har vi mest af alt se Molly ovre i sit lille husmandssted, men søndag aften vendte hun tilbage til Andersens Badehotel, hvor hun førhen har tilbragt mange timer. Det fungerer rigtig godt, at Molly kommer lidt mere i spil, nu hvor det hele snart slutter, og nu peger det desuden i retning af, at hun måske kan redde hele hotellet. I afsnit otte hørte hun og Fie om Seerup-parrets planer om at rive hotellet ned, men Molly er som bekendt ikke typen, der bare lader stå til, så hun tog – på sin egen fine måde – en alvorssnak med hr. Seerup, hvor hun fortalte om hotellets utrolige historie. Det virkede som om, at det gjorde indtryk.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-18/Foto---Mike-Kolloffel_TV-2-%283%29.jpg
Molly og Fie
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens overraskelse

Kittys plan

Ved sæsonens begyndelse var Kitty optaget af sit arbejde med ”Når vi døde vågner”, men i de sidste mange afsnit har jagten på diamanterne stjålet hendes interesse. Hun fandt dem i galionsfiguren, men hr. Molin har været ualmindelig langsom til at finde ud af, hvad han skulle stille op med fundet, samtidig med han har været bange for oberst Fuchs. I afsnit otte tog Kitty skeen i egen hånd og bildte obersten ind i, at de kunne mødes i München, som smart nok ligger i den amerikanske zone, og at han der vil få udleveret diamanterne. Det virker umiddelbart som en god plan, selv om hr. Molin er rasende over hendes initiativ – men mon ikke, det lykkes? Spørgsmålet er så bare, hvad det umage par vil bruge diamanterne til? Kan de komme i spil i forhold til hotellets fremtid?

Badehotellet sæson 10 sidste sæsonAugust Molin (Søren Sætter-Lassen)
Hr. Molin
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens undren

  • Hvorfor er det netop Hamborg, som Amanda og Frida tager til, nu hvor Uwe er i Nürnberg, og han alligevel ikke har planer om at se sin far? Får Amanda mon overtalt ham til en genforening?
  • Hvordan kunne Frida så meget hurtigere end sin mor nå op til hoveddøren? Og hvorfor er hun så interesseret i at møde sin farfar - hun kender dårligt nok sin egen far?
  • Fik Trine overbevist Philip om at læse brevet fra grev Ditmar, så de kan finde sammen igen, inden det er for sent?
  • Fru Fjeldsø reserverer hele fem værelser til sin fødselsdag? Hvem skal mon bo der foruden Adam, Sibylle og Sarah?
  • Får Molly på en eller anden måde overbevist hr. Seerup om at stoppe sin kones planer om at rive hotellet ned? Og ender serien virkelig med, at Andersens Badehotel er på amerikanske hænder?
  • Kunne man forestille sig, at Fie og Morten på en eller anden måde overtager hotellet?
  • I sidste afsnit var Otilia nærmest på vej til at rejse, men nu er humøret pludselig vendt? Er det fordi, hun i begyndelsen af afsnit otte havde valgt at satse på hr. Aurland frem for præsten?
  • Bliver Edith og Otilia gode venner igen, selv om Edith brød Otilias tillid og sladrede til hr. Aurland?
  • Når hr. Aurland mon at få øjnene op for Otilia, eller må hun nøjes med præsten derhjemme?
  • Lykkes Kittys plan, så oberst Fuchs bliver tilbageholdt i München? Og hvad vil hun og hr. Molin så gøre med de mange diamanter?
  • Får hr. Madsen og hr. Weyse mon bygget sommerhuse på Bent Ødegaard Andersens tidligere grund? Og kunne man forestille sig, at der bliver udstykket flere grunde, så flere af hotellets gæster også bygger sommerhus?
  • Eller opdager hr. Madsen, at der er så mange penge i at opkøbe Vestkysten og bygge sommerhuse, at han dropper det amerikanske eventyr?
  • Det er i øvrigt utroligt, så hurtigt flere af dem træffer store beslutninger her i sæson ni: Amanda flyttede på rekordtid til Hamborg, hr. Madsen købte fra det ene øjeblik til det andet sagførerens to grunde (uden at spørge sin kone), hr. Weyse købte lige så hurtigt en af hr. Madsen nykøbte grunde, og hr. Seerup købte et helt hotel uden overhovedet at se alle kvadratmeterne først.
https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-18/Foto---Mike-Kolloffel_TV-2-%284%29.jpg
Martha og Otilia
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens anmeldelse

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-18/sole-fire.PNG

Læs mere om: