
For Ann Eleonora Jørgensen var 50’erne svære: Sit nye årti tager hun imod med kyshånd

Ann Eleonora Jørgensen blev i 1993 uddannet skuespiller, men det store folkelige gennembrud kom, da hun spillede i ”Italiensk for begyndere”.
Siden har hun haft et hav af roller på sit CV. En af de seneste er som overlægen Linda i tv-serien ”Dag & nat 2” af Lone Scherfig, som også instruerede ”Italiensk for begyndere”.

I oktober fyldte Ann Eleonora Jørgensen 60 år, og for hende har det været vidunderligt.
Hun har set frem til et nyt årti, da hendes 50’ere var svære.
- Det har været fantastisk at fylde 60. Jeg har store forventninger til 60’erne. Jeg håber, de bliver noget bedre end mine 50’ere. Jeg tror, 60’erne bliver mit årti, fortæller hun til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg føler mig stærk, sund, glad og fuld af eventyrlyst. Jeg har ikke behov for at skrue ned for noget – tværtimod vil jeg skrue op for noget. Jeg synes, det er dejligt.
I forbindelse med hendes runde fødselsdag afslørede hun, at hun var blevet skilt fra Rasmus Windfeld, som hun havde dannet par med i mere end 20 år.
Hun satte da også ord på, at hun havde brugt lang tid på at finde rundt i ”den labyrint” hendes ægteskab var blevet til, da hun skulle pege på, hvad der havde optaget hende de seneste fem år.
Da hun i oktober fyldte rundt, blev det fejret på festlig vis.
- Jeg skal love dig for, jeg fejrede det. Jeg blev puttet af mine to børn klokken halv syv om morgenen efter at have danset rundt i tre-fire-fem timer, griner hun.
Ann Eleonora Jørgensen har de voksne børn Carla, som hun fik med sin eksmand Emmet Feigenberg, og Osvald, som hun fik med sin eksmand Rasmus Windfeld.

