3. okt. 2017
Af Majken Munk

Anna fra Landmand søger kærlighed: Derfor forlod jeg programmet

Anna
51-årige Anna
Foto: Anders Brohus/ TV 2
I ”Landmand søger kærlighed” valgte Anna, der til dagligt bor i Holland, at forlade programmet, fordi hun og Brian ikke passer sammen.

I aftenens afsnit er der ikke kun liv og glade dage hjemme hos Brian Vestergaard i Jerslev. 51-årige Anna overraskede ikke blot landmanden, men også de to andre kvinder på gården, Ulla og Susanne.

Det startede egentlig ret godt for Brian og Anna, der delte seng første aften, efter at kvinderne rafler om, hvem der netop får den plads. Men det hele ændrede sig efter den nat i sengen.

Passer ikke sammen

- Jeg valgte at forlade programmet, fordi jeg ikke syntes, at Brian og jeg passede sammen. Jeg fandt hurtigt ud af, at han ikke var interesseret i mig, fortæller hun.

Anna havde mange spørgsmål til Brian, men hun følte ikke, at han interesserede sig for hende.

- Jeg spurgte ham om en masse, og særligt ville jeg gerne vide, hvad han synes om, at jeg bor så langt væk. Men det havde han ikke lige tænkt over, fortæller Anna.

Ingen forklaring

51-årige Anna ved godt, at hendes beslutning kom lidt som et chok for de andre deltagere, og efter programmet ville hun gerne have uddybet sin beslutning overfor Ulla og Susanne.

- Jeg havde ikke nævnt det for de andre, så det kom som en overraskelse. Jeg ville gerne have mødt de andre piger bagefter og forklaret det. Vi har haft det så hyggeligt. Vi er nærmest blevet en slags veninder, fortæller hun.

Anna, Brian, Ulla, Susanne
Anna, Brian, Ulla, Susanne
Foto: Anders Brohus/ TV 2

Skægt at være med

Selv om det ikke endte med den helt store kærlighed, så er Anna glad for, at hun har deltaget i ”Landmand søger kærlighed”.

- Det var skægt. Vi har haft det rigtig godt. Jeg har ikke fortrudt, at jeg har deltaget, fortæller Anna, der naturligvis følger med i programmet.

Læs mere om: