Anne Louise Hassing: Stærke kvinder i ny sæson af Badehotellet
Så er ventetiden omsider slut. I aften, mandag, på TV 2 kl. 20 er der premiere på sæson 3 af "Badehotellet", og ifølge Anne Louise Hassing, der har en bærende rolle som grossererfruen Therese Madsen, kan seerne godt glæde sig. Hun er meget begejstret for den nye sæson.
- Det har været ekstra fedt at indspille sæson 3 af ”Badehotellet”. Manuskriptet er rigtig godt skrevet, der er masser af stof at rive i, og fru Madsen træder mere i karakter. Det gør mange af kvinderne faktisk, siger Anne Louise Hassing.
Krisen kradser
Året er nu 1930, krisen kradser - og det kan mærkes på ”Badehotellet”. Også for grosserer Madsen, som kæmper for at komme tilbage på toppen efter fallitten sidste efterår.
- Therese plejer at være god til at tackle sin mand, men hun har også en grænse. I den nye sæson sætter Therese foden ned, siger hun.
Forfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad forklarer om sæson 3 af ”Badehotellet”:
- I 1930 er der stadig stor forskel på "upstairs" og "downstairs", men armbevægelserne er blevet lidt mindre hos borgerskabet, og de tjenende ånder er ikke længere så ydmyge, fortæller Stig Thorsboe.