Anne-Mette Rasmussen fik blomster på bryllupsdagen
Anne-Mette Rasmussen fik blomster både den 17. og den 18. juni.
Buketten den 17. juni var fra gemalen Anders Fogh Rasmussen i anledning af ægteparrets 36-års bryllupsdag.
Og i dag, den 18. juni, var der så blomster fra dansepartneren Thomas Evers Poulsen i anledning af, at det i dag er seks år siden, han og den daværende statsministerfrue mødte hinanden.
- Ja, der mødte vi hinanden til ”Vild med dans”, hvilket førte til et livslangt, tæt venskab og rigtig mange danse, fortæller Anne-Mette Rasmussen til BILLED-BLADET.
Det sidste bal i Bruxelles
På lørdag den 21. juni skal Anne-Mette Rasmussen og Thomas Evers danse i Bruxelles.
Her er der nemlig ”afdansningsbal” i NATO, hvor Anne-Mette Rasmussen i flere år har holdt et velgørenhedsbal for personalet og deres ægtefæller.
Først giver Anne-Mette Rasmussen og Thomas Evers opvisning, og herefter er der ”fri dans” og lotteri.
Overskuddet fra lotteriet går til kvinder i Afghanistan.
På lørdag er det sidste gang, arrangementet afholdes, da Anders Fogh Rasmussen stopper som generalsekretær i NATO.
Derfor forlader han og Anne-Mette Rasmussen Bruxelles og rykker hjem til Danmark, hvor de under hele opholdet i Bruxelles har beholdt deres hus i Nærum.