23. sep. 2014
Af Luise Marie Bekker

Anne-Mette Rasmussen om Vild med dans: Min helt egen beslutning

Anne-Mette Rasmussen
Anne-Mette Rasmussen
Foto: All Over
Da Danmarks tidligere førstedame blev spurgt, om hun ville deltage i "Vild med Dans", blev Statsministeriet ikke spurgt om lov. Hun spurgte heller ikke sin mand.

”Hvad skal hun ind på det dansegulv for?”."Uha, kan en statsministerfrue det?”

Anne-Mette Rasmussen forventede at høre hele rækken af fordomme, da hun sagde ja tak til at stille op i "Vild med Dans" i 2008, fortæller hun til ALT for damerne.

- Halvdelen ville sige, at det var sejt, den anden halvdel, at jeg ikke var rigtigt klog, siger hun.

Hendes mand, Anders Fogh Rasmussen, bakkede op, og børnene glædede sig til at kigge på. Men det var hende selv, der tog beslutningen om at deltage.

Glad for dansen

Statsministeriet blev heller ikke spurgt om lov.

- De havde ikke noget at skulle have sagt. Ikke til mig. Det er jo ikke en stilling at være såkaldt førstedame. Der er man bare sig selv, kan man sige. Det forventes selvfølgelig, at man stiller op til nogle ting, men i princippet kan man sige nej til det hele, for man er jo ikke ansat, vel.

- Men jeg var da godt klar over, at de i ministeriet tænkte, ”hvordan skal det nu gå?”, siger hun til ALT for damerne.

Men som vi alle ved, klarede den tidligere førstedame det faktisk udmærket. Sammen med Thomas Evers Poulsen fik hun en fjerdeplads, og hun blev så glad for dansen, at hun efterfølgende uddannede sig til danselærer.

Læs mere om: