
Anne Sofie fra Først til verdens ende fik sit livs chok: Her er hendes biologiske far

Anne Sofie fra TV 2-programmet ”Først til verdens ende” husker, hvordan hun og Michael blot omfavnede hinanden i stilhed, da de fik det afgørende svar fra DNA-testen.

Det er ti år siden, at Anne Sofie som 18-årig blev præsenteret for tvivlen om sit biologiske ophav, hvorefter hun insisterede på at far og datter tog en DNA-test.
- Det kom som et stort chok for os begge. Jeg har aldrig i min opvækst skænket det en tanke, at Michael ikke skulle være min biologiske far, forklarer Anne Sofie til BILLED-BLADET, hvorefter hun forklarer, hvorfor hun ikke kunne leve med uvisheden:
- Jeg vidste med det samme, at jeg ikke kunne leve med den tvivl. Det var min beslutning, og det blev heldigvis taget godt imod. Jeg ønskede ikke et liv, hvor jeg mistænkte tilfældige mænd på gaden for at være min biologiske far.
Anne Sofie Winther, 28, og Michael Jørgensen, 57, der sammen medvirker i rejseprogrammet på TV 2, har ikke drøftet emnet meget med hinanden siden opdagelsen.
- Jeg meldte os til programmet, fordi vi havde behov for at få hul på bylden og tage de svære snakke. Det lykkedes, og rejsen har i den grad styrket vores relation, fortæller Anne Sofie, der i dag har et godt forhold til begge sine fædre.
Anne Sofie fik kort efter opdagelsen kontakt til sin biologiske far Claus, som hun har et rigtig godt forhold til i dag.

- Det var lidt som at kigge ind i et spejl. De skæve tænder og øjnene. Vi faldt hurtigt i hak, og snakken flød let. I starten var det de helt små ting. Man skal jo lære hinanden at kende fra bunden, erindrer Anne Sofie fra det første møde med sin biologiske far.