25. aug. 2020
Af Liz Rørsig

Anne Vigs mormor fyldte 100 år: Hun blev så rørt

Anne Vig
Anne Vig.
Foto: Hanne Juul.
TV 2 News-værten Anne Vig har fejret sin mormors 100-års fødselsdag. Og den glade fødselar fik en fantastisk overraskelse på den store dag.

Anne Vigs mormor fyldte lørdag den 22. august 100 år, og det blev fejret med manér og med et brev med en lykønskning fra dronning Margrethe.

- Min mormor blev fejret af hele flokken af børn, børnebørn og oldebørn, og også af sin lillesøster, Sonja på 98 år!, fortæller Anne Vig til BILLED-BLADET.

Stor overraskelse

- Min mor havde nået at snuppe brevet fra dronningen, da det ankom med posten nogen dage forinden, så min mormor vidste ikke, at det var kommet. Det afslørede min mor i sin tale til hende på selve dagen - og brevet blev åbnet, mens vi alle kiggede på, siger TV 2 News-værten.

Blev så rørt

- Min mormor blev simpelthen så rørt! Jeg håber, at dronningen véd, hvor meget det betyder for en dame, der er født før hende - at modtage brev fra Amalienborg med en personlig lykønskning, siger Anne Vig.

Rørende tale og smuk sang

- Min søn Gustav på 15 holdt også en fin tale for sin oldemor ud fra en skoleopgave. Han havde skrevet et Poetry Slam (et moderne digt) om hende, som han fremførte, og det var et meget rørende øjeblik. Min fætters datter, Anna Ritsmar, som for et par år siden fik en 2. plads ved det danske Melodi Grand Prix, sang desuden en smuk sang for fødselaren sammen med sin søster, Laura. Vi måtte alle have lommetørklæderne frem, lyder det fra tv-værten, og hun fortsætter:

- Min mormor er familiens anker og mit store forbillede, og jeg satser meget på, at jeg har arvet hendes fantastiske 100-års-gener!

BILLED-BLADET har fået lov til at vise de private fotos, som Anne Vig også har lagt på sin Instagram-profil, hvor tv-værten sidder med brevet fra dronningen og fotoet af fødselaren selv.

Anne Vig
Anne Vig med brevet fra dronning Margrethe.
Foto: Privat
Anne Vigs mormor
Anne Vigs mormor.
Foto: Privat

Læs mere om: