Astrid Krag og Thomas Evers Poulsen i omdans i næste uge
Med en festlig åbning, hvor alle de professionelle dansere fik stemningen helt i top med et flot fælles dansenummer, startede den nye ”Vild med dans”-sæson med et brag.
Seks spændte par skulle danse individuelle danse, enten vals eller cha-cha-cha, og de andre seks par skulle sammen optræde i en fællesdans.
Rækkefølgen af par, der skulle danse individuelt i sæsonpremieren på ”Vild med dans”, fulgte, til at starte med, næsten de point, dommerne gav. Det skulle dog ændre sig i løbet af programmet.
Første par på gulvet var Line Kruse og Michael Olesen, der i en cha-cha-cha dansede sig til 11 point, og derefter fulgte Astrid Krag og Thomas Evers Poulsen i en vals til 10 point.
Johannes og Silas fik flotte point
Derefter skulle resten af parrene – Besir Zeciri og Mie Moltke, Ditte Ylva Olsen og Morten Kjeldgaard, Paprika Steen og Mads Vad, Thomas Wivel og Katrine Bonde, Uso og Jenna Bagge og Tine Baun og Frederik Nonnemann danse en fælles dans til nummeret ”Giv slip”, der blev opført live af Medina.
De næste to par på gulvet – Johannes Nymark med Claudia Rex i en cha-cha-cha og Silas Holst med Sara Maria Franch-Mærkedahl i en vals - fik danset sig til karakterer i et noget højere lag med henholdsvis 15 og 18 point.
Derefter gik karakterkurven skarpt ned igen, da elitegymnast Helge Vammen og Sofie Kruuse, der sidste år dansede med Allan Simonsen, kun formåede at få 8 point for deres cha-cha-cha. Anne Laxholm syntes, det virkede lidt stift. Nikolaj Hübbe roste parret, som han syntes var superflot, men måtte også sige til Helge Vammen – som han kender som tidligere balletdanser – at han virkede lidt for påpasselig i forhold til dansen.
Aftenens sidste par på gulvet var Erik Brandt og den professionelle debutant Vivi Siggard, der dansede vals. Det sidste par måtte også inkassere aftenens laveste point – de blev kun til 6 point.
Brug gulvet som trampolin
Jens Werner roste dog Erik Brandt for at føre sig frem som en gentleman, mens Britt Bendixen mente, at der lå meget mere dansetalent gemt i Erik Brandt, end det, vi havde fået at se ved den første optræden:
- Lad være med at danse som en ældre herre, du har meget mere i dig end det, du viser nu. Brug gulvet som springbræt og trampolin, lød opfordringen fra dommeren.
Selv om det således var Erik Brandt og Vivi Siggaard, der endte med aftenens laveste point, var det ikke dem, der røg direkte i omdans i næste uges program.
Da afgørelsen var klar, viste det sig derimod at være Astrid Krag og Thomas Evers Poulsen.
Om Astrid Krags præstation havde Anne Laxholm sagt, at hun havde en flot holdning, et godt fodarbejde og at det var en meget fin begyndelse. Det var dog ikke nok til at klare den direkte videre til næste uge uden en omdans.
Det var en fattet Astrid Krag, der tog imod meldingen om, at næste fredag altså indebærer en omdans:
- Det giver os en lejlighed til at danse denne her dejlige vals igen, sagde hun.