Astrid Krag skal være med i Vild med dans
I disse dage vrimler det med nye navne til den kommende ”Vild med dans”-sæson, og i dag kan TV 2 afsløre, at den socialdemokratiske politiker Astrid Krag er blandt de, der snart skal trække i store kjoler og dansesko.
- Hånden på hjertet: Jeg frygter, at jeg er elendig til det, og at der er lidt for langt fra skrivebordet på Christiansborg til dansegulvet i "Vild med dans". Men jeg vil knokle, og jeg er spændt på, om det bliver så elegant, som jeg har set det i fjernsynet de andre år, udtaler Astrid Krag i en pressemeddelelse.
- ’Vild med dans’ er et kæmpe show. Det bliver vanvittigt spændende og grænseoverskridende, men nu hvor jeg ikke er minister, kan jeg få det til at passe med kalenderen, tilføjer hun.
Det 31-årige folketingsmedlem var fra 3. oktober 2011 til den 3. februar 2014 SF-minister for sundhed og forebyggelse, men skiftede derefter parti til Socialdemokraterne.
Ved siden af det almindelige folketingsarbejde er Astrid Krag også formand for Europarådet.
Hun bor i København med musikeren Andreas Seebach og deres to børn.
I sidste uge kom det frem, at også Paprika Steen, Line Kruse og Ditte Ylva Olsen er blandt de nye deltagere i ”Vild med dans”.