22. jan. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Badehotellet er snart tilbage: TV 2 ændrer premieredatoen

Fru Weyse, fru Madsen og fru Frigh i "Badehotellet". 
Fru Weyse, fru Madsen og fru Frigh i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
TV 2 offentliggjorde i december, at sæson 10 af "Badehotellet" ville få premiere på TV 2 den 10. marts. Nu er planerne dog lavet om.

Ventetiden har været lang, og det er snart to år siden, at man kunne følge Amanda, Weyse, hr. Madsen og alle de andre karakterer i niende sæson af ”Badehotellet”.

Den 10. sæson af successerien bliver den sidste, og for at kunne slutte af på bedste vis, har produktionen haft længere tid til at komme i mål. Til gengæld kommer der her i den sidste sæson hele ni nye afsnit.

I december kom de sidste optagelser i hus, og kort før jul afslørede TV 2, at der er premiere på den nye sæson af ”Badehotellet” på TV 2 den 10. marts og på TV 2 Play den 3. marts.

Her halvanden måneds tid før har TV 2 dog lavet om på premiereplanerne.

I en pressemeddelelse fremgår det nu, at sæson 10 får premiere på både TV 2 og TV 2 Play søndag den 3. marts.

Årsagen er en ny strategi, som betyder, at programmer ikke længere vil få premiere på TV 2 Play, en uge før det kan ses på tv.

”TV 2 ensretter fremover alle premieredatoer, så det er tydeligere for seerne, hvornår nye programmer har premiere på både streaming og flow-tv. Det betyder, at flere programpremierer fremrykkes og publiceres samme dag på tværs af platforme. Nyt indhold kan dog fortsat som udgangspunkt ses fra morgenstunden på TV 2 Play,” skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Læs mere om: