11. mar. 2019
Af Lisbeth Grube

Badehotellet-forfatterne fortæller: Derfor er der kun seks afsnit

Badehotellet.
Badehotellet.
Foto: Mike Kollöffel / TV
Der er en særlig grund til, at vi må nøjes med at nyde hr. Weyse, Madsen og Molin folde sig ud i ”Badehotellet” i seks afsnit per sæson.

Sidste afsnit af ”Badehotellet”s sjette sæson er rullet over skærmen på TV 2, og familien Danmark må væbne sig med tålmodighed for at få fortsættelsen på historien til næste år.

Fans af serien sukker efter sæsoner med mere end seks afsnit. Men hvad siger forfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad til den efterspørgsel?

- Vi ville meget gerne lave flere afsnit om året. Men vi kan simpelthen ikke nå det. Der er ikke uger nok i løbet af året. Hvis det skal være en sommerserie, så er det jo en fordel, at de kan dyrke sol og bade i havet. Det er svært om vinteren. Vi har haft sæsoner med syv afsnit, og det ville da være dejligt, hvis det kunne lykkes igen, fortæller forfatterne på tv2.dk.

Karaktererne mødes på Badehotellet

Seere har også spurgt til muligheden for at følge karaktererne i ”Badehotellet”, når de er hjemme hos sig selv.

- Vi kan godt forstå lysten til at komme hjem til Aurland, Frigh, Madsen og Fjeldsø i privaten. Vi kunne godt have den samme nysgerrighed. Men vi synes, at det sjove er, at de kun mødes om sommeren for at holde ferie. De skal genopfinde deres bekendtskab, og det skal vi også, fastslår forfatterne på tv2.dk.

Syvende sæson af "Badehotellet" sendes på TV 2 i begyndelsen af 2020, og du kan læse alt om serien i BILLED-BLADET nr. 10, der er på gaden nu.

Læs mere om: