BADEHOTELLET: Jeg beundrer Fru Fjeldsøs skarpe tunge
– Jeg tror, alle har kendt en fru Fjeldsø, siger Birthe Neumann, der igennem sin efterhånden 44 år lange skuespillerkarriere har givet liv til mange store, krasse kvindeskikkelser. Både på Det Kongelige Teaters scene og på film.
Der ligger en vis erfaring bag, når hun i "Badehotellet" myndigt slår på lobbyens ringeklokke og deler røfler ud til de ansatte som havgassen fru Fjeldsø.
Begavet og kompetent
– Hun er en myndig dame. En kvinde, som jeg kunne forestille mig i en anden tid ville have haft nogle andre udfoldelsesmuligheder. Hun er både begavet og kompetent – og har forstand på mange ting, men hun har aldrig forløst det i et arbejde. Hun er bare enkefrue – som langt de fleste kvinder dengang i 1930’erne var hun kun noget, fordi hun havde giftet sig til det, siger Birthe Neumann, 69, om den rolle, som hun nu har spillet i fire sæsoner af ”Badehotellet”.
Fru Fjeldsøs frustration
– For mig er det mest interessante, at man spejler tiden. Fru Fjeldsøs frustration ligger i alt det, hun ikke fik lov til. Det var det, jeg forestillede mig, da jeg skulle forme rollen. Men hun har den dér evne, som jeg godt kan lide, til at skære igennem – og kalde et fjols for et fjols, hvor andre ikke siger noget. Selv er jeg ikke så god til det; det er ikke mit mest udprægede kendetegn. Jeg kan godt, men har spontant svært ved at optræde, som hun gør. Men jeg er fascineret af hendes direkte facon og aggressivitet og kan godt lide at spille hende, understreger Birthe Neumann.
VIDEO: Fru Fjeldsø får besøg af sin mand i Badehotellet
Glæd dig til BILLED-BLADET på torsdag, hvor forfatterne fortæller om "Badehotellets" hemmeligheder.