Badehotellet-stjerne: Jeg har begået karaktermord
Jens Jacob Tychsen kalder det selv et ”rent karaktermord”.
Det fine lille moustache, som definerer hans selvoptagede skuespiller Hr. Weyse i TV 2's ”Badehotellet” er blevet barberet bort i en højere sags tjeneste.
Jens Jacob Tychsen spiller nemlig rollen som kaptajn von Trapp i Det Ny Teaters opsætning af den legendariske musical ”The Sound of Music”.
LÆS MERE: Se de nye stjerner på "Badehotellet"
Jens Jacob Thychsen har begået karaktermord
Og da der torsdag var pressefotografering forud for premieren på torsdag den 17. september måtte skuespilleren i gang med skraberen.
- Jeg har begået karaktermord. At fjerne det skæg er ligesom at slå et menneske ihjel. Nu skal jeg tilbage og lave ham i serien uden skæg. Og det bliver altså mærkeligt at skulle se sig i spejlet, og spørge: "Hvor er han?" I den nye sæson, som vi laver i øjeblikket, mister Weyse også skægget, men årsagen kan jeg ikke komme ind på her, siger Jens Jacob Tychsen til BILLED-BLADET.
Skuespillleren har knoklet – og gør det stadig – med optagelser til ”Badehotellet” tidligt om morgenen, inden han melder sig til prøverne på Det Ny Teater.
Jens Jacob Tychsen kendte Maria Lucia
- Det har været heftige dage, hvor jeg er stået op klokken fire for at stå klar til optagelse 6.30, og så herind på det Ny Teater til prøver senere. Men gudskelov er det jo kun i perioder, det kører sådan, siger Jens Jacob Tychsen, der er lykkelig for det gode samarbejde, han har med Maria Lucia, der spiller hovedrollen som Maria Rainer – Julie Andrews gamle rolle i filmversionen fra 1965.
- Jeg instruerer tegnefilm, og har indimellem brugt Maria som stemme, så vi kendte hinanden derfra i forvejen, og Maria Lucia var en af grundene til, at jeg sagde ja til at være med. Jeg synes, det var hendes navn, jeg skulle høre instruktøren (Daniel Bohr, red) sige, skulle spille hovedrollen for, at jeg ville takke ja. Vi klikkede bare, for Maria har ligesom jeg en vilje til virkelig at ville spille de store, vanskelige scener med blod, sved og tårer, så man kommer under huden på karakterne.
Christopher Plummer kunne ikke lide rollen
Christopher Plummer, der spillede rollen i filmen, anførte allerede dengang, at rollen som kaptajn von Trapp godt kunne virke lidt for firkanten og papagtig, og det havde han en pointe i.
Christopher Plummer kunne ikke lide rollen, og han har udtalt, at han var beruset, da de lavede sangen ”Edelweis”, fordi han drak mellem optagelserne, da han ikke anede, hvad han ellers skulle lave.
- Christopher Plummer blev faktisk tykkere og tykkere i filmens løb, så kostumieren til sidst måtte bede ham passe lidt på. Jeg prøver at gøre min von Trapp lidt mere menneskelig og ”likeable”, lover Jens Jacob Tychsen, der også kun har lovord tilovers for forestillingens mange børn.
- De er både søde og kærlige, og rigtig dygtige, selvom man da indimellem godt kan få lidt børne-spat. Men de er professionelle, og jeg kan faktisk styre dem med min fløjte, siger Jens Jacob Tychsen.