13. aug. 2021
Af Karina Didriksen

Badehotellets Amanda afslører: Sådan bliver sæson 9

Amalie Dollerup som Amanda i "Badehotellet".
Amalie Dollerup som Amanda i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Skuespilleren Amalie Dollerup er gået i gang med optagelserne til en ny sæson af ”Badehotellet”, hvor hun spiller Amanda.

Efter en dejlig sommer er Amalie Dollerup nu i fuld gang med optagelserne til sæson 9 af ”Badehotellet” i Risby Studierne i Albertslund.

BILLED-BLADET mødte den 35-årige skuespiller få dage inden, hun havde første optagedag.

- Jeg har kostumeprøve i morgen, og så starter jeg optagelser på torsdag (den 5. august, red.). Jeg er en af de første, som skal møde ind, og jeg har faktisk æren af at være med i den første scene. Det er rigtig dejligt, fortalte Amalie Dollerup, da hun var til gallapremiere på filmen ”Pagten”.

Glad for Amandas historie

Sæson 9 springer fire år frem i tiden til 1945, og ”Badehotellet”-stjernen løftede lidt af sløret for, hvad seerne kan glæde sig til.

- Jeg har læst de første to manuskripter. Det er jo lige efter, at krigen er slut, så der er selvfølgelig sket nogle ting og nogle omstændigheder for folk, og de har ikke set hinanden længe, fortalte Amalie Dollerup og fortsatte:

- Jeg kan jo ikke sige så meget, men jeg synes, det er meget dramatisk og spændende, og jeg fik virkelig lyst til at læse manuskripterne til ende. Der sker nogle gode, nye ting, og jeg er meget glad og tilfreds med Amandas historie.

Læs mere om: