Badehotellets fru Helene: Derfor er hun så spændt
Cecilie Stenspil er en af de stjerner fra ”Badehotellet”, som næsten ikke kan vente med at komme i gang med den næste sæson.
Ventetiden er dog stadig en smule lang, for optagelserne til den allersidste sæson 10 går først i gang i foråret 2023.
Serien – og seriens slutning – fylder dog meget i tankerne hos Cecilie Stenspil, som spiller hr. Weyses hustru, Helene.
- Vi glæder os rigtig meget til næste år, for vi er jo meget nysgerrige lige som alle seerne, sagde Cecilie Stenspil til Svend-prisen og fortsatte:
- Jeg ved også, at BILLED-BLADETs læsere er så søde til at følge med i ”Badehotellet”, og det er vi simpelthen så taknemmelige for.
Er meget spændt
På spørgsmålet, hvordan hun selv tror, at ”Badehotellet” slutter for hendes karakter, lød svaret:
- Jeg troede jo rigtig mange ting, men det blev ikke sådan. Så jeg aner simpelthen ikke, hvordan det ender. Jeg er lige så spændt som alle andre, lød det med et smil fra Cecilie Stenspil.
Hun var til Svend-prisen med sin gode kollega Jens Jacob Tychsen, som spiller hr. Weyse.