Badehotellets Mitzi havde næsten givet op: Det var en kæmpe overraskelse
Anne Bergfeld fik sin debut som Mitzi i sæson 4 af ”Badehotellet”, og nu er hun tilbage.
I serien er hun gift med grev Ditmar, og sidst, vi så hende, var i sæson 5.
41-årige Anne Bergfeld havde længe drømt om at vende tilbage i rollen som Mitzi, men hun havde næsten opgivet tanken, da hun pludselig blev kontaktet om sæson 10.
- Jeg vidste det absolut ikke. Det var en kæmpe overraskelse, udbrød skuespilleren med et grin til gallapremieren på ”Badehotellet” og fortsatte:
- Jeg tænkte i sæson 6, 7 og 8, at nu skulle Mitzi komme tilbage, men det blev altså først i sæson 10. Nu skal vi lige binde en sløjfe, for alle skal vide, hvad hun har været igennem, og hvordan det ender.
En stor familie
Anne Bergfeld nød at være en del af ”Badehotellet” igen.
- Det har været en fantastisk fornøjelse, for det er jo en kæmpestor familie. Det er jo sjældent, at der er en tv-serie, som foregår gennem så mange år. Man vokser sammen og bliver en del af et fællesskab og en familie, fortalte hun med et smil.
I sæson 10 er det kommet frem, at Mitzi og grev Ditmar har mistet deres søn, Vilhelm, under krigen.