8. feb. 2022
Af Karina Didriksen

Badehotellets Peter Andreas: Derfor er han skrevet ud af serien

Molly og Peter Andreas i "Badehotellet".
Molly og Peter Andreas i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Kristian Halken, som spillede Mollys mand, Peter Andreas, i ”Badehotellet”, er ikke med i sæson 9.

Nye karakterer er kommet til, og andre er blevet skrevet ud af ”Badehotellet” i den niende sæson.

En af dem er Molly Andersens elskede mand, Peter Andreas, som hun i flere år boede sammen med på deres lille husmandssted.

I premiereafsnittet den 7. februar blev det fortalt, at Peter Andreas var gået bort to år tidligere, i 1943. Dermed er Molly nu blevet enke.

Peter Andreas Kjær, som var far til Fie, er siden første sæson blevet spillet af 66-årige Kristian Halken.

En travl kalender

Produceren på ”Badehotellet”, Michael Bille Frandsen, afslører, hvorfor Peter Andreas er skrevet ud af serien.

- Vi kunne simpelthen ikke få det til at gå op med kalenderen, fordi Kristian Halken havde så travlt i efteråret med andre projekter, fortæller Michael Bille Frandsen til BILLED-BLADET og uddyber:

- Vi blev ved med at rykke rundt på ting, og til sidst blev vi enige om at skrive ham ud. Men der var overhovedet ikke noget drama, og det var jo en lille rolle, han havde.

Peter Andreas’ dødsfald blev i første afsnit forklaret med, at hans hjerte ikke kunne klare, at tyskerne begyndte at opføre bunkers i klitterne, og at naboerne valgte at hjælpe med byggeriet.

Som om det ikke var nok, mødte hans datter Ane en af de tilrejsende håndværkere og flyttede siden med ham til Bogense med datteren Emma.

Læs mere om: