
Bente Klarlunds ord ramte Kandis-Johnny hårdt: Var slet ikke forberedt på det

Johnny Hansen var allerede begyndt at ændre sine dårlige vaner og havde tabt sig flere kilo, da optagelserne begyndte til TV 2 Fri-programmet ”Kandis-kuren”.
Her følger man den 60-årige dansktopstjerne og fire hardcore Kandis-fans, som skal følge Johnny i hans kamp for sundheden.
Alle skulle i den forbindelse igennem det helt store sundhedstjek – inklusiv Johnny selv.
Det var professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen, som skulle overbringe sangeren resultatet af undersøgelsen i afsnit 2 af ”Kandis-kuren”.
For meget fedt
Bente Klarlund spørger Kandis-stjernen om, hvad han tror, at hans livvidde er, og her svarer han prompte, at den er på 106 centimeter.

Men her måtte hun give Johnny Hansen en hård melding. Hans livvidde var nemlig målt til hele 126 centimeter.
- 126? Ja, så kan jeg godt regne ud, at der er plads til forbedring, lød det fra en chokeret Johnny Hansen, mens Bente Klarlund indskød med alvorlig stemme:
- Du har rigtig meget fedt mellem de indre organer, og livvidden skal ikke være mere end halvdelen af højden.

Tænker på familien
Johnny Hansens højde blev målt til 180,8 cm, mens hans vægt blev målt til 118,2 kilo, inden han begyndte på den såkaldte Kandis-kur, og han tog Bente Klarlunds ord alvorligt.
- Jeg har en dejlig familie med børn og børnebørn. Jeg skal ikke få nogle livsstilssygdomme, fordi jeg tager nogle dårlige valg. Det er en af de største motivationer, fastslog Johnny Hansen i programmet.
Kandis-kuren er en livsstilsændring, der bygger på KRAM (kost, rygning, alkohol og motion) og 4xS (søvn, stress, samvær og stoffer).

”Kandis-kuren” sendes onsdage kl. 20.40 på TV 2 Fri. Der kommer seks afsnit.

