17. okt. 2014
Af af Helle Skram de Fries og Karina Didriksen

Besir Zeciri må ikke se Vild med dans i fjernsynet

Mie Moltke og Besir Zeciri.
Mie Moltke og Besir Zeciri.
Foto: Martin Høien
Skuespillerens hjernerystelse betyder, at han hverken må komme med i dansestudiet i aften eller følge med i programmet hjemme fra sofaen.

For en uge siden var det en glad Besir Zeciri, som dansede sig videre i ”Vild med dans” sammen med partneren Mie Moltke. Men meningsløs vold og en efterfølgende hjernerystelse har gjort, at seerne ikke længere kommer til at se ham på dansegulvet.

Den unge skuespiller havde håbet, at han kunne sidde med blandt publikum i dansestudiet i aften, men det har han fået påbud mod, fordi han ikke må udsættes for skarp lys. Til gengæld er Mie Moltke mødt op sammen med sin mand Lai Yde.

Den professionelle danser er naturligvis skuffet over, at hun ikke længere kommer til at danse med Besir Zeciri.

Skal slappe af

- Jeg er ked af, at vi røg ud, men jeg er glad for, at det ikke gik værre, end det gjorde. Han kunne have mistet sit liv, siger Mie Moltke til BILLED-BLADET.

Hun fortæller, at Besir Zeciri desværre ikke kommer til at følge med i aftenens dansekonkurrence hjemmefra, fordi hjernerystelsen betyder, at han ikke må sidde foran en skærm.

- Nej, han må ikke se TV, han skal ligge hjemme og slappe af, forklarer danseren.

Hjem til familien

En anden, som til gengæld er i højt humør i aften, er bordtennisspilleren Mie Skov.

Hun vandt ”Vild med dans” sidste år sammen med Mads Vad, og hun sidder med blandt publikum for at se de resterende syv par danse.

- Det er skønt at være tilbage og mærke kærligheden. Det er lige som at komme hjem til familien, fortæller Mie Skov.

Læs mere om: