28. apr. 2024
Af Karina Didriksen

Blev du også overrasket? Derfor giftede Otilia sig med præsten

Otilia i "Badehotellet".
Otilia i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Det kom som noget af en overraskelse, at skolefrøkenen Otilia valgte at opgive hr. Aurland og gifte sig med præsten i sæson 10 af ”Badehotellet”.

Har Otilia giftet sig med præsten!? Sådan var der nok mange ”Badehotellet”-fans, der sad og tænkte, da det allersidste afsnit 9 løb over skærmen søndag aften.

Til sidst i afsnittet blev der spolet frem til sommeren 1947, og det var her, at den nye hotelejer Edith fortalte en forhåbningsfuld hr. Aurland, at Otilia havde sagt ja til pastor Gabriel i efteråret – og at han desværre kom for sent.

Mange fans håbede måske på, at Otilia og hr. Aurland vil ende sammen, men skolefrøkenen havde altså opgivet håbet om, at han nogensinde ville gengælde hendes følelser.

Merete Mærkedahl, som spiller Otilia, kommer nu med sin forklaring på, hvorfor Otilia giftede sig med pastor Gabriel, som har tre børn.

- Hvis hun skulle giftes, har jeg hele tiden tænkt, at det skulle være af kærlighed. Så da forfatterne pludselig bragte præsten ind, tænkte jeg, at det ville Otilia da aldrig sige ja til, erkender Merete og fortsætter:

- Men hun kender pastor Gabriel, så han må være en god mand. Og hun er jo heller ikke dum, så når man får sådan et tilbud, så er det måske også der, at man takker ja.

Otilia vidste ikke, at hr. Aurland endelig havde fået øjnene op for hende, og hun kunne ikke blive ved med at vente.

- Hun har givet ham en lille chance mere, men den har han ikke taget. Så har hun tænkt, ”der er en mand, som rent faktisk vil mig, og jeg kan få et dejligt hjem”. Og pastor Gabriel ser også sød ud og har nogle søde børn. Hun får sig på en måde en hel familie, lyder det med et smil fra Merete, som indskyder:

- Men det er en stor ting at sige ja til et giftermål, især på den tid, for det er jo ikke noget, man bare lige kommer ud af igen. Man kunne heller ikke fortsætte med sin lærergerning, men den aftale har hun fået lavet med pastor Gabriel.

Læs mere om: