Britt Bendixen: Er ikke bange for at få kræft
For Britt Bendixen, der er dommer i "Vild med dans", er det helt naturligt at være en del af TV 2s Knæk Cancer-kampagne.
Så selve idéen med at gå sammen om at samle penge ind til kampen mod cancer støtter hun helhjertet.
– Det tror jeg, de fleste danskere gør. Der er næsten ingen, der ikke har haft cancer inde på livet på den ene eller anden måde. Min mor døde af cancer, min morfar døde af cancer, og jeg har haft nære familiemedlemmer og venner, der er gået bort på grund af cancer, fortæller Britt Bendixen til ugebladet SØNDAG og fortsætter:
– Min mor var over 80, da hun døde. Diagnosen var livmodercancer. Det var meget hårdt at se en frisk dame, der kunne alt og var klog og klar i hjernen og kørte bil til det sidste, pludselig blive syg og ende med at dø på mindre end et år. Min morfar nåede jeg aldrig at møde. Han døde af cancer, inden jeg blev født, siger hun.
Flink til at passe sine undersøgelser
Med sådan en familiehistorie er Britt Bendixen så selv nervøs for, om hun også vil blive ramt af cancer på et tidspunkt i livet?
– Om jeg selv blev bange for at få cancer? Nej, sådan har jeg aldrig tænkt. Nu er jeg godt klar over, at det kan ligge i generne. Men jeg har aldrig bekymret mig om, hvorvidt jeg skulle have arvet de gener eller ej. Til gengæld har jeg altid været flink til at passe de undersøgelser, jeg er blevet tilbudt, og jeg går til gynækolog hvert eller hvert andet år. For det forfærdelige ved cancer er jo, at den kommer snigende, siger hun og fortsætter:
– Jeg gør, som jeg tror, mange gør - krydser fingre, beder en stille bøn og er bare lykkelig for at være nået hertil som en af de heldige, siger hun.
Mor fik cancer af sorg
For også når det handler om det at blive ramt af cancer, så har Britt Bendixen den samme positive tilgang, som vi kender fra "Vild Med dans".
– Det dur ikke at gå og være bange. Jeg tror på, at man skal sørge for at prøve at være glad. Prøve at være let. Jeg siger ikke, det er let, og at man hele tiden skal gå rundt og lege glad. Men alligevel virkelig prøve at kyse alle de dumme, modbydelige tanker væk. Kyse angsten væk. Den skal ikke have lov til at få overtaget. Jeg tror, at hvis man har glæde i sit liv, er det et stort bidrag til ens sundhed, siger hun.
Og selv tror Britt Bendixen, at hendes mor blev syg af netop det modsatte af glæden, nemlig sorgen.
– Helt personligt tror jeg, min mor fik cancer af sorg, da min storebror døde, som bare 52-årig. Det slog hende helt ud. Der er noget med, at børn ikke skal dø før deres forældre, siger hun.
Det er også den periode – hvor først hendes bror, så hendes mor, så hendes faster, der også var hendes gudmor, og som hun var tæt knyttet til, og så til sidst hendes eksmand, Niclas’ far, døde, fire dødsfald på fem år – hun kalder "meget, meget voldsom" og "den sværeste tid i mit liv".
– Jeg følte det, som om alle forlod mig. Og jeg savnede dem. Det med ikke længere at kunne ringe til sin mor, til sin eksmand, til sin bror eller faster/gudmor, nej, det var hårdt, siger hun.
LÆS OGSÅ: 5 simple og sunde valg, der beskytter dig mod kræft