Britt Bendixen: Jeg blev genkendt i toget
Britt Bendixen var i absolut topform ved "Vild med dans"-finalen 2014 i Forum Horsens.
Da hun efter den lange aften ankom til nattefest i det tidligere Statsfængsel, så hun forrygende godt ud og var i jublende humør.
- Det har været en helt fantastisk sæson med et virkelig højt niveau, og finalen her var da helt formidabel, synes du ikke? lød det fra Britt Bendixen i nattekulden foran fængslet.
Og jo, det syntes BILLED-BLADETs udsendte så absolut.
- Og ved du hvad, kvidrede den festglade dommer videre:
- Jeg parkerede min bil i Roskilde, og så tog jeg toget, og det var så morsomt. Folk genkendte mig - og da jeg nåede frem kom der en herre og sagde "Jeg bor i Horsens, skal jeg ikke tage bagagen". Og andre i toget sagde "se, der sidder Britt Bendixen". Tænk at jeg sådan bliver genkendt, det er da morsomt.
Og inden skønne Britt Bendixen forsvandt ind bag fængselsmuren, fortalte hun:
- Jeg ville egentlig tage et nattog hjem, men jeg har bestemt mig for at overnatte og tage toget hjem lørdag morgen. TV 2 har jo sørget for et hotelværelse til mig - så nu bliver jeg og går til fest. Kan jeg gå ind nu - behøver jeg sige mere?
Og nej, det behøvede festlige Britt Bendixen bestemt ikke, så hun trippede glad ind til "fængsels-festen".