Bubber: Klogt af min kone at sige fra
Bubber og hans hustru, Christina Ibsen Meyer, klarede krisen, efter hun for tre år siden valgte at forlade ham, fordi hun havde fået nok af hans egoisme. Hun forlangte, at han skulle gå til psykolog for at ændre adfærd, så der kunne blive mere plads til hende. Og det lykkedes. I det nye nummer af Samvirke fortæller Bubber, at han nu tager del i husholdningen. Køber ind, laver mad og betjener opvaskemaskinen.
- Nu synes, jeg efterhånden, jeg forstår, selvom det stadig er svært at slippe det gamle mønster helt. Men sådan er det. Det er jo også kærlighed, at man vil tilpasse sig hinanden, og det er det værd, ellers havde jeg heller ikke ændret mig, siger Bubber, som i mange år var den udfarende i ægteskabet, mens Ibsen passede hjemmet.
Modigt af Ibsen
- Det passede perfekt ind i vores liv i mange år, hvor jeg fløj rundt og lavede tv. Men nu, hvor børnene ikke har lige så meget brug for hende længere, har hun læst til sygeplejerske og fået sig en karriere. Og så gad hun da ikke bruge sit liv på at gå og varte den der hustyran op - ej, jeg er ingen hustyran - men hun gjorde jo oprør mod det rollemønster, vi havde, fortæller Bubber.
I dag er han ikke i tvivl om, at der skulle en ændring til for at få ægteskabet med Ibsen til at fungere.
- Jeg kommer let til at bestemme selv helt små ting, fordi jeg tænker, det er den eneste logiske måde at gøre tingene på. Men nu råbte hun op, og selvom det selvfølgelig var skide hårdt, og jeg var sindssygt ked af det, så var det til det bedre. Jeg synes, det var både modigt og bravt og fantastisk og ikke mindst klogt af hende at sige fra. Nu bestemmer hun lige så tit, og faktisk er det vildt fedt bare at slippe tøjlerne en gang imellem og gøre det, hun har lyst til, siger en forandret Bubber.