Camilla Dalsgaard efter Vild med dans: Det laver hun nu
”Vild med dans”-stjernen Camilla Dalsgaard har glædet sig til 2022, og det er der en særlig grund til.
- Jeg starter en danseskole op i januar. Det er en underafdeling til min mors danseskole i Hørsholm, og det er helt nyt, fortæller en glad Camilla Dalsgaard og fortsætter:
- Vi åbner en afdeling, som jeg primært kommer til at stå for. Det er godt at have en mor, man kan læne sig lidt op ad.
Hendes mor er danseren Soffie Dalsgaard.
Drømmer om mere dans
31-årige Camilla Dalsgaard håber også, at det nye år kommer til at byde på endnu mere dans.
- Forhåbentligt ser jeg frem til en sæson mere af ”Vild med dans”, men nu må vi se. Jeg har ikke fået noget at vide endnu, men jeg håber på en sæson mere, lyder det fra Camilla Dalsgaard.
Hun fik sin debut i ”Vild med dans” i 2021 sammen med Jacob Haugaard.