Camilla fra Landmand søger kærlighed: Derfor er jeg med igen

Svend og Camilla
”Landmand søger kærlighed” er i fuld gang, og hos landmanden Svend er det Camilla og Maryna, der kæmper om landmandens opmærksomhed.
Førstnævnte ved, hvad det handler om, for hun har nemlig været med i programmet før.
- Det er jo en oplevelse at være med. Nu har jeg været med to gange, og der er ikke noget, der er ændret. Det kan anbefales, hvis man søger kærligheden, fortæller Camilla Lundsten Holm, 41, som også var med i 2018, hvor hun var blandt Anders’ udvalgte kvinder.
Veninden tilmeldte Camilla
Alligevel mærker hun dog en forskel, for Camilla har haft nogle andre overvejelser om sin deltagelse denne gang, end hun havde første gang.
- Jeg har nok lært lidt mere denne gang end sidste gang. Første gang var jeg med for spændingens skyld, og den her gang kom jeg med lidt fra sidelinjen, for det var min veninde, der tilmeldte mig. Jeg overvejede, om jeg ville prøve igen, for jeg havde mine betænkeligheder ved det.
- Både det med at jeg skulle være med for anden gang, og hvad folk ville tænke. Og så er Svend heller ikke den type, jeg normalt går efter, og hvis vi fandt sammen, ville der også være lang afstand, siger Camilla, der bor i Kalundborg og har to sønner på otte og 20 år.
Uheldig med mænd
Men hun har bestemt ikke fortrudt, at hun sagde ja til at være med i endnu en omgang af ”Landmand søger kærlighed”, og hun har lært nogle gode mennesker at kende. Svend er nemlig meget anderledes end de mænd, som Camilla tidligere har haft i sit liv.
- Det er lidt mere de rå typer, jeg er gået efter. De kan også have charme og personlighed. Svend er i den helt anden grøft, meget stille og rolig. Det er nok også det, jeg har brug for. Jeg har ikke været heldig førhen, fortæller Camilla.
Søger du abonnement på BILLED-BLADET?Klik her og læs hvordan
Stadig kontakt med Svend og Maryna
Optagelserne sluttede tidligere på sommeren, og hun har i dag en god relation til Svend og konkurrenten Maryna.
- Vi har det alle tre godt sammen, og vi har alle kontakt til hinanden. Det har vi besluttet os for også at have fremadrettet. Hvad der så sker videre i programmet, kan jeg ikke svare på.
Om Svend finder kærligheden med Maryna eller Camilla kan man følge med i hver tirsdag i ”Landmand søger kærlighed” på TV 2.


Lene Beier


Mads, 30 år - Midtjylland
Mads er uddannet smed og autoriseret økolog. Han bor på en moderne gård på sine forældres jord, ligesom en stor af hans familie også gør. En kommende kæreste skal derfor synes om 'familiebofællesskabet’, for familien fylder meget i Mads' hverdag. Mads går meget op i økologi, så mens han laver sin fars landbrugsmaskiner, eksperimenterer han også på sin egen jord, så den kan finde sit eget oprindelige øko-kredsløb.


Stine, 26 år - Nordjylland
Stine bor på et nedlagt landbrug sammen med to venner, otte heste, høns og en hund. Her har hun en lejlighed i den gamle maskinhal. Hun arbejder på et kvægbrug, hvor hun er fodermester og deler ansvaret med driftslederen. Hun elsker dyr og at bo på landet. Hendes far bor ikke så langt fra hende, også på en gård, hvor Stine har en kæleko og nogle ponyer stående. Stine er meget social og har en stor vennekreds.


Brian, 28 år - Vestjylland
Brian bor alene på en af sine forældres gårde, hvor han er driftsleder. På gården dyrkes korn, græs og majs, og der er også kvægavl på gården. Brian har ikke den store erfaring med kærligheden, og han er heller ikke så god til selv at opsøge den. En af hans bedste venner er Troels, der var med i femte sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Det er Troels, der har opfordret Brian til at melde sig til programmet.


Claus, 46 år - Midtjylland
Claus bor på en stor gård, som han selv har opbygget med svine- og planteavl. Claus har to børn, en datter på 18 år og en søn på 15 år, som bor hos Claus. Og det passer ham fint, for Claus vil hellere bruge tiden på sine børn end på at arbejde. Claus elsker at bo på landet og er opvokset blot 20 kilometer fra, hvor han bor nu. Han har en stor vennekreds, som han tager til koncerter, festivaler og på ferier med.


Svend, 41 år - Vestjylland
Svend bor på den gård, hvor han er født og opvokset. Her har han 150 malkekøer og dyrker desuden majs, græs og korn. Hans forældre bor tæt på, så hans far på 76 år nyder at komme og hjælpe til. Svend vil gerne have kone og børn, men tiden er ved at løbe fra ham, synes han. Han er landmand af den gamle skole og har knoklet, men har nu - efter malkerobotternes indtog - fået tid til en familie.


Laura, 20 år - Vestsjælland
Laura bor på en gammel klassisk firlænget gård. som hendes familie forpagter. Laura er for tiden i praktik som en del af EUX Landmand, hvor hun studerer og har speciale i svin. Hun er med til at drive familiens mange hektar land og arbejder rigtigt meget, så hun har ikke haft tiden til at finde den rigtige kæreste. Laura er født på landet. Hun elsker benzin og store maskiner - og makeup, lange negle og stiletter.