
Camilla Ottesen måtte undvære datteren: Gik glip af hendes store dag

Camilla Ottesen har haft et fast heppekor i datteren Viola til ”Vild med dans” de første par fredage, men under program 3 måtte hun undvære hende på tilskuerpladserne.
Det var der dog en helt særlig grund til. Viola havde nemlig fødselsdag og var rejst langt væk.
Camilla Ottesens datter kunne fredag den 10. oktober fejre sin 18-års fødselsdag, men desværre gik hendes mor glip af fejringen.
- Viola fylder 18 år i dag og er i Sydafrika. Hun har tidligere boet dernede i et år, og vi skulle have været på efterårsferie dernede alle sammen, men det blev så lavet om, da jeg skulle være med i ”Vild med dans”, fortalte den 52-årige tv-vært til BILLED-BLADET efter showet.

Selv om hun ikke selv havde mulighed for at rejse med til Sydafrika, så er hun glad for, at datteren Viola gjorde det alligevel.
- Hun sagde, at hun selv ville tage af sted, når hun blev 18, så hun kunne fejre det med alle vores venner, som er dernede. Så hun har en vidunderlig fødselsdag, lød det med et smil fra Camilla Ottesen.
Her ses mor og datter, da Viola var i studiet til premieren på "Vild med dans".

I program 3 af ”Vild med dans” dansede Camilla Ottesen og partneren Thomas Evers Poulsen en flot samba.

