Cancerramte Carsten dansede for livet
Carsten er ramt af en uhelbredelig prostatacancer, som har spredt sig til lymfer, hofter og ribben.
Han er i en livsforlængende behandling, der sætter kræften på stand-by – uden at man ved hvor længe.
Carsten mærker ikke kræften, men han tænker på den hver eneste dag.
Tænkte kun på dansen
Men under wienervalsen med Mie Martha Moltke i Knæk Cancer-showet på Det Kongelige Teater fredag 26. oktober, koncentrerede Carsten sig udelukkende om at huske trinene - men også om at nyde hvert sekund.
Og det så fantastisk ud, da han sammen med Mie Marthe Moltke svævede hen over Gamle Scene – som var det i et eventyr.
Aftenens højeste karakterer
Både Carsten, Mie, dommere, publikum og seerne nød den super flotte vals som både gav taktfaste klapsalver og aftenens højeste dommerkarakterer.
Med en samlet karakter på 36, slog Carsten og Mie alle de seks tilbageværende par i ”Vild med dans”, og de vandt den lille interne konkurrence mod de to andre cancerramte, Amanda og Louise, der også dansede med hver deres professionelle danser.
Går til dans med konen
I studiet sad Carstens kone, Pia, som han har været gift med i 35 år.
Parret går til dans, og det kunne Mie Martha Moltke hurtigt mærke.
- Jeg har aldrig haft en ”Vild med dans”-partner, der startede på det her niveau, konstaterede hun, da parret begyndte deres træning.
Carsten elsker livet
Carsten elsker livet og sin familie, der udover fruen Pia tæller to døtre og tre børnebørn.
- Det var en fantastisk aften, kunne han konstatere efter sin vellykkede danse-performance, der sammen med de to andre cancerramte danseres præstationer fik samlet over tre millioner kroner ind til Kræftens Bekæmpelse.