23. jan. 2013
Af af Miriam Meyer, IN, Aller Media

Cecilie Beck: Du skal turde sige din mening

Cecilie Beck
Cecilie Beck
Foto: Birger Storm
Cecilie Beck er kendt som nyhedsvært på TV 2, men hun er også kendt for sit sociale engagement.

Hun vil bruge sin kendte profil til at inspirere andre til også at gøre en social forskel, og derfor er hun i år nomineret til Ecco Walk in Style Award; en pris, der hylder kvinder, som tager initiativ til eller inspirerer andre til at gøre en social forskel.

Den sociale samvittighed stammer ifølge Cecilie selv fra barndommen.

- Jeg har adskillige gange i min barndom oplevet, at mine forældre hjalp nogle, der var dårligere stillet end dem selv. Det, tror jeg, har gjort et uudsletteligt indtryk på mig og givet mig en forståelse for, at medfølelse ikke er nok. Der skal handling til, siger hun til modemagasinet IN.

Du skal turde sige din mening!

Hun er utilfreds med debatten, hvor ord ikke understøttes af handling, og som styres af politikere, hvis meninger er for politiske.

- Generelt er der mange i det her land, som godt tør sige deres mening, men jeg savner mere ærlighed og mindre taktik i debatten. Især i den politiske debat, siger hun.

Cecilie er ikke bange for at sige sin mening, også selv om den gør hende upopulær, for det er vigtigt for hende at få sat social ansvarlighed på dagsordenen.

- Det er ens pligt at gøre noget for andre, når vi har overskuddet til det, og også når vi ikke har, siger hun.

Gør en forskel - også i Danmark

Det handler for Cecilie ikke kun om at hjælpe folk fra den tredje verden, men også om at gøre en forskel i det samfund, man lever i.

- Vi lever i en kultur, hvor folk er bange for at stikke ud, og derfor er vi ofte enormt konsensussøgende og konfliktsky. Men verden hænger jo ikke sammen, hvis vi ikke drager omsorg for hinanden. Så kan et samfund som det danske ikke eksistere, siger hun.

Føler man hverken, at man har økonomisk overskud eller tid til at engagere sig, skal man ifølge Cecilie Beck ikke fortvivle. Selv den lille indsats kan gøre en stor forskel.

- I virkeligheden er det jo meget lidt, jeg egentlig kan gøre for at skabe forandring, men jeg tror på, at de små forandringer kan sætte gang i en bevægelse og skabe forandringer i et stort perspektiv, siger hun til IN.

ECCO Walk in Style Award er en hyldest til forbilledlige kvinder, der har styrken og modet til at gøre verden til et bedre sted at leve. Vinderen modtager 260.000 kr., som doneres til en velgørenhedsorganisation efter eget valg, men Cecilie Beck er som den danske nominerede allerede sikret 10.000 kr. til SOS Børnebyerne.

Læs mere om: